Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 10. august, Udvalget for Teknik, Hedensted

Oplæg til trafikregulering i Øster Snede

Fremlagte trafikale oplæg samt prioritere hvilke tiltag der skal arbejdes videre med.

Trafik og cykler

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Teknik, Hedensted Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Udvalget for Teknik anerkender aktørgruppens prioriteringer og anser også Lindvedvej som en prioritet. Finansieringen og dermed antallet og prioriteringen af projekterne videresendes og defineres af anlægsbudgettet. Udvalget for Teknik besluttede, at administrationen efter gennemførelsen evaluerer processen med henblik på anvendelse i tilsvarende projekter.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Økonomi

Ingen bemærkninger

Historik

• Udvalget for Teknik & Miljø den 2. oktober 2024 - Beslutter igangsætning af analyse om gennemkørselsforbud for den tunge trafik.

• Kommunalbestyrelsen den 29. oktober 2025 - Godkender samlet plan og afsætter økonomi til dybdegående analyse til brug for det endelige beslutningsgrundlag for de konkrete trafikmæssige tiltag i området.

• Udvalget for Teknik & Miljø den 3. marts 2026 - Beslutter at der skal udarbejdes et oplæg til gennemkørsels forbud for uvedkomne lastbiler i Øster Snede og Kragelund, hvor muligheder og udfordringer ved de enkelte tiltag belyses i dialog med myndigheder og erhvervsliv.

• Udvalget for Teknik den 1. juni 2026 - Beslutter at gennemføre et forbud mod gennemkørsel af tunge køretøjer på udvalgte strækninger, at arbejde med konkretisering og prioritering af trafikale tiltag, samt bede aktørgruppen prioritere de beskrevne trafikale tiltag.

Sagsfremstilling

Baggrund
Udvalget for Teknik besluttede på mødet den 1. juni 2026 at gennemføre et gennemkørselsforbud for lastbiler med en totalvægt på over 3.500 kg på Ny Agersbølvej, Lindvedvej og Båstrupvej, jf. bilag 1.
Afgrænsningen til de nævnte vejstrækninger skyldes, at et tilsvarende gennemkørselsforbud på det øvrige overordnede vejnet i og omkring Øster Snede er forbundet med en betydelig kompleksitet. Et mere omfattende forbud vil indebære risiko for, at den tunge trafik i stedet ledes ad mindre veje, som er mindre egnede til at håndtere lastbiltrafik. Hertil kommer et behov for omfattende skiltning, herunder skiltning i områder med betydelig afstand til Øster Snede.
Parallelt med arbejdet med gennemkørselsforbuddet har administrationen i samarbejde med Aktørgruppen i Øster Snede udarbejdet et katalog over mulige trafikale tiltag. Tiltagene skal bidrage til at forbedre trafiksikkerheden og øge trygheden for trafikanter og beboere i området.
Aktørgruppen består af repræsentanter for lokale borgere, foreninger og skolen. Formålet med inddragelsen har været at bringe lokal viden i spil, herunder at identificere utrygge vejstrækninger og vurdere forslag til mulige løsninger.
Kataloget indeholder forslag til fremtidige trafikale løsninger, der skal:

• være medvirkende til at reducere den gennemkørende tunge trafik gennem Øster Snede.

• forbedre trafiksikkerheden.

• skabe bedre forhold for cyklister og gående.

• øge trygheden for beboere langs byens veje.

Udvalget for Teknik besluttede desuden den 1. juni 2026 at anmode Aktørgruppen om at prioritere de trafikale tiltag, der fremgår af bilag 2.1 og 2.2. Forskel i de to bilag er strækning H4.
Aktørgruppen har efterfølgende prioriteret delstrækningerne ud fra deres sammenhæng med gennemkørselsforbuddet og ud fra, hvor forholdene for de lette trafikanter vurderes at være mest kritiske. Der er i prioriteringen lagt særlig vægt på skoleveje. Færdslen for elever på efterskolen er ligeledes indgået i drøftelserne.
Der har desuden været afholdt møde med en lokal vognmandsvirksomhed med henblik på at belyse gennemkørselsforbuddets konsekvenser for erhvervstransporten og anvendelsen af alternative ruter.
Vognmandsvirksomheden oplyste i den forbindelse, at virksomhedens GPS-systemer ikke viser gennemkørselsforbud for tunge køretøjer. Det kan derfor være nødvendigt at supplere den lovpligtige skiltning med målrettet information til relevante transportvirksomheder og øvrige erhvervsaktører.
Løsningsforslag
Da vejstrækningerne gennem byen varierer i bredde og udformning, indeholder kataloget differentierede løsningsforslag for de enkelte strækninger. Generelt er der lagt vægt på at prioritere areal til cyklister og gående gennem etablering af fortove, cykelbaner og fællesstier samt indførelse af en hastighedsbegrænsning på 40 km/t inden for byzonetavlerne i hele byen.
Bilag 2: Oversigtskort - Delelementer med tværprofiler.
Bilag 3: One-page katalog med løsningsforslag visualiseret ved tværsnit, samt økonomiske overslag, herunder aktørgruppens prioriteringer.
Bilag 4: Beskrivelse af de eksisterende vejstrækninger, samt det første oplæg til trafikale tiltag
Tid- og Økonomi
Der skal gennemføres kloakarbejder i Øster Snede. En koordinering mellem kloakprojektet og de trafikale projekter vurderes at være både tidsmæssigt og økonomisk fordelagtig.
Koordineringen vil blandt andet gøre det muligt at retablere veje og fortove i overensstemmelse med den fremtidige udformning og dermed begrænse risikoen for dobbeltarbejde. Det betyder således, at borgerne oplever mindst muligt gene ved gennemførslen.
Det samlede katalog består af arbejder for i alt cirka 8,2 mio. kr., som forventes at vedrøre budgetoverslagsårene 2027 og 2028, såfremt det følger kloakarbejderne i byen. Herudover indeholder kataloget trafikale arbejder for cirka 4,2 mio. kr., som ikke er afhængige af gennemførelsen af kloakprojektet.
De økonomiske overslag er foreløbige og vil skulle kvalificeres i forbindelse med den videre projektering.
Der er ikke på nuværende tidspunkt afsat en samlet bevilling til gennemførelse af kataloget. Midler til gennemførelse af enkelte dele eller hele kataloget skal derfor søges frigivet i de relevante budgetår.
Finansiering kan eksempelvis ske gennem eksisterende puljer, herunder f.eks. ”puljen til afledte arbejder efter forsyningsvirksomheders aktiviteter”, eller gennem særskilte bevillinger i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Såfremt udvalget beslutter at prioritere at der arbejdes videre med de foreslåede trafikale tiltag, kan de tilhørende økonomiske overslag indgå som grundlag til budgetdrøftelser.
Evaluering
Administrationen vil i forbindelse med projektet evaluere den gennemførte proces. Evalueringen skal belyse, hvilke metoder og erfaringer fra blandt andet borgerinddragelsen, prioriteringen af tiltagene og koordineringen med forsyningsarbejder der med fordel kan anvendes i andre tilsvarende projekter.
Marianne Søgaard Jensen deltager under behandling af punktet.

Kommunikation

Tilbagemelding til aktørgruppen omkring beslutning om hvilke initiativer fra kataloget som der skal arbejdes videre med.

Indstilling

at Udvalget for Teknik tager stilling til, hvilke initiativer fra kataloget, det skal prioriteres at arbejdes videre med i forhold til fremsættelse af bevillingssag, når nyt budget er godkendt.
at administrationen efter gennemførelsen evaluerer processen med henblik på anvendelse i tilsvarende projekter.

Beslutning

Udvalget for Teknik anerkender aktørgruppens prioriteringer og anser også Lindvedvej som en prioritet. Finansieringen og dermed antallet og prioriteringen af projekterne videresendes og defineres af anlægsbudgettet.
Udvalget for Teknik besluttede, at administrationen efter gennemførelsen evaluerer processen med henblik på anvendelse i tilsvarende projekter.

Bilag

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Teknik, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 102. Læs den originale sag hos kommunen.