Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 31. august, Udvalget for Teknik, Hedensted

Landzonesag på Lundevej i Stouby

Ansøgning om tilladelse til at bygge en hal på 195 kvadratmeter på ejendommen matrikelnummer 27H - VRIGSTED BY, VRIGSTED med adressen Lundevej 21, Vrigsted, 7140 Stouby (Bilag 1 - Kortbilag)

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Teknik, Hedensted Kommune
Hvornår
Mandag 31. august 2026
Status
Besluttet. Udvalget for Teknik besluttede at meddele afslag til det ansøgte Jeppe Mouritsen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Økonomi

Ingen bemærkninger

Historik

Udvalget for Teknik godkendte den 8. november 2016 ”Nyt administrationsgrundlag for udhuse”. Administrationsgrundlaget giver mulighed for, at forvaltningen, på en ejendom i landzone uden landbrugspligt, må tillade et samlet udhusareal på 250 kvadratmeter. Sager hvor det samlede udhusareal overstiger 250 kvadratmeter eller sager som indstilles til afslag skal forelægges udvalget.

Sagsfremstilling

Ansøgning
Hedensted Kommune modtog den 15. december 2025 en ansøgning om opførelse af et udhus på 195 kvadratmeter til opbevaring af hø og maskiner. Bygningen ønskes opført med en størrelse på 10 x 19,5 meter og en højde på 4,82 meter. Facaderne udføres i stålplader og mursten, og taget beklædes med metalplader. Udhuset ønskes placeret i ejendommens nordvestlige hjørne, cirka 14 meter fra eksisterende udhus, cirka 10 meter fra naboskel mod vest og cirka 7 meter fra skel mod nord (Bilag 2 - Ansøgning).
Ejendommen
Ejendommen er 17.771 kvadratmeter og består af to matrikler uden landbrugspligt.
På ejendommen findes en bolig på 276 kvadratmeter, opført i 2006, samt et udhus på 302 kvadratmeter, opført i 2000, da ejendommen var større og havde landbrugspligt.
Hvis det ansøgte udhus opføres, vil ejendommen samlet have 497 kvadratmeter udhusbygninger.
Nærmeste naboejendom
Naboejendommen, vest for det ansøgte udhus, har et areal på 828 kvadratmeter og er bebygget med en bolig og carport på henholdsvis 84 og 18 kvadratmeter. Den ansøgte bygning vil blive bygget med en afstand på 10 meter til naboens østlige skel, hvor deres primære opholdsarealer findes, og cirka 20 meter fra deres bolig. Forvaltningen vurderer, at bygningen er så stor og tæt placeret på naboen, at det vil ændre væsentligt på naboens ejendom og de landlige omgivelser.
Planforhold
Det område af ejendommen, hvor bygningen ønskes opført, er i kommuneplanen udpeget som Landsbyer i landzone, Nedre Vrigsted. Udpegningens formålet er udvikling i mindre skala. Det vil sige,
at man kan opføre få nye boliger, hvor der er "huller" mellem de eksisterende ejendomme. Nybyggeri skal derfor jævnfør kommuneplanen være i mindre skala for at bevare landsbyerne som attraktive bosætningsmuligheder.
Lovgrundlag
Ejendommen ligger i landzone. Det betyder, at der som udgangspunkt kræves landzonetilladelse til ny bebyggelse, jævnfør planlovens § 35, stk. 1.
Der findes en række undtagelser til kravet om landzonetilladelse, men ingen af disse finder anvendelse i denne sag. Det ansøgte byggeri kræver derfor landzonetilladelse.
Høring
Kommunen skal normalt orientere naboer i landzonesager, medmindre sagen vurderes at have underordnet betydning for naboer og øvrige interesser, jævnfør planlovens § 35, stk. 4.
Administrationen vurderer, at projektet er i strid med planlovens intentioner og de planmæssige hensyn i området, og at der derfor ikke er grundlag for at meddele landzonetilladelse. En naboorientering vurderes derfor ikke at kunne bidrage med nye væsentlige oplysninger til sagen.
Der har været dialog med ansøger under sagsbehandlingen.
Ansøger har oplyst, at bygningen skal bruges til opbevaring af hø og maskiner til privat hestehold samt redskaber til vedligeholdelse af ejendommen. Den eksisterende bygning kan ikke anvendes til disse formål, da den i dag bruges som garage, værksted og hestestald.
På den matrikel, hvor udhuset ønskes opført, lå der tidligere en staldbygning på 27 kvadratmeter og en carport på 87 kvadratmeter. Begge bygninger blev fjernet i 2020 (Bilag 3 - Luftfoto fra 2020). Man har efter lovgivningen ikke en umiddelbar ret til at genopføre nedrevne udhuse - i vurderingen lægges der blandt andet vægt på, hvor lang tid der er gået mellem nedrivningen og ansøgning om opførelse af nyt.
Ansøger er orienteret om, at planloven giver mulighed for at udvide boligen til i alt 500 kvadratmeter. Det betyder, at der kan opføres en tilbygning på 224 kvadratmeter. En sådan tilbygning vil kunne rumme garage/udhus og dermed frigøre plads i det eksisterende udhus til hø og maskiner.
Vurdering
Administrationen vurderer, at det ansøgte byggeri ikke understøtter kommuneplanens formål om en udvikling i mindre skala under hensyntagen til landskab og natur i landsbyerne i landzone.
Der lægges vægt på, at bygningen er væsentligt større, end hvad der normalt kan tillades til privat brug i landzone. Bygningen kan ikke vurderes at være nødvendig for ejendommens drift, da der ikke er landbrugspligt på den, men skal alene anvendes til private formål.
Der er desuden ikke oplyst særlige forhold, som kan begrunde en fravigelse af den restriktive praksis for større udhuse i det åbne land.
De omkringliggende naboejendomme har ikke tilsvarende store udhusbygninger og projektet skiller sig dermed ud fra det sædvanlige for den konkrete del af landsbyen. Den tætte placering på naboerne gør, at bygningen vil være meget synlig for dem og omgivelserne. Den vil skille sig ud i landskabet og virke dominerende i landsbyen. Derfor vurderer forvaltningen at projektet vil være i strid med hensynet til at bevare landskabets karakter.
Endelig vurderes det, at en tilladelse kan danne præcedens for lignende ansøgninger i området. Det kan på sigt føre til en uhensigtsmæssig udvikling og gradvis ændring af landsbyens karakter.

Kommunikation

Beslutning meddeles ansøger

Lovgrundlag

Planlovens § 35, styk 1 - Bekendtgørelse af lov om planlægning (Lovbekendtgørelse nummer 572 af 29. maj 2024)

Indstilling

At der meddeles afslag til det ansøgte.

Beslutning

Udvalget for Teknik besluttede at meddele afslag til det ansøgte
Fraværende:
Jeppe Mouritsen

Bilag

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Teknik, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 116. Læs den originale sag hos kommunen.