Helsingør
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødBallerupBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLyngby-TaarbækOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødTårnbyVallensbækViborgAlle kommuner

Besluttet 1. september, Omsorgs- og Sundhedsudvalget, Helsingør

Orientering: Afrapportering projekt omsorgstræthed og forråelse

Center for Sundhed og Omsorg indstiller, at orientering foretages.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Omsorgs- og Sundhedsudvalget, Helsingør Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Besluttet. Orientering foretaget. Menderes Acikel Bergur Løkke Rasmussen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Center for Sundhed og Omsorg indstiller,
at orientering foretages.

Sagsfremstilling

1. Formål og målgruppe
Projektet har haft til formål at forebygge omsorgstræthed og forråelse og styrke
medarbejdernes trivsel, faglige refleksion og psykologiske tryghed. Indsatsen har været
målrettet medarbejdere i aften- og nattevagt, som i mindre omfang end dagvagt-medarbejdere
deltager i udviklings- og kompetenceforløb, og som arbejder på tidspunkter, hvor ledelsen ikke
er helt lige så tæt på, som det gælder i dagvagt.
2. Forebyggelse gennem fælles forståelse og åbenhed
Medarbejderne i ældreplejen møder dagligt beboere med blandt andet demens, kognitive
svækkelser og komplekse plejebehov. Arbejdet er dermed kendetegnet af kompleksitet og
stiller store krav til faglighed, dømmekraft og menneskeligt overskud.
Projektet bygger på en forståelse af, at omsorgstræthed og forråelse ikke er udtryk for
manglende kompetence hos den enkelte, men kan opstå som menneskelige reaktioner på
vedvarende belastning og krav. Indsatsen har derfor taget afsæt i et ønske om at styrke
medarbejderne i et følelsesmæssigt krævende arbejde.
Projektet har særligt haft fokus på:
at skabe en fælles forståelse af risikoen for forråelse
at opdage faresignaler tidligt

at styrke den psykologiske tryghed, så belastninger kan drøftes åbent uden udskamning
af den enkelte medarbejder
at forstå, hvordan psykisk slid ophobes over tid
at arbejde med de bagvedliggende forhold herunder også de organisatoriske rammer,
så forråelse forebygges.

3. Indsatser
Projektets primære indsatser har været centreret omkring opkvalificering af medarbejdere og
ledere, systematiske trivselsmøder på plejehjemmene samt løbende faglig sparring.
Omkring 100 medarbejdere fra de fire plejehjem har deltaget i temadage i 2024 og 2026.
Temadagene var tilrettelagt som workshops med faglige oplæg om blandt andet
omsorgstræthed, forråelse og psykologisk tryghed samt øvelser, refleksion og
erfaringsudveksling på tværs af medarbejdere og plejehjem. Ledelserne har desuden deltaget i
fælles temadage med fokus på deres rolle i forebyggelsen og i at skabe rammer for åbenhed,
refleksion og faglig støtte i hverdagen.
På de fire plejehjem er der arbejdet målrettet med at gennemføre lokale trivselsmøder med
deltagelse af aften- og nattevagter. Møderne blev i gennemsnit afholdt hver tredje uge og tog
udgangspunkt i metoder og arbejdsredskaber udviklet af Sundhedsstyrelsen. Formålet var at
skabe et fast og struktureret rum for refleksion over egen trivsel, medarbejdergruppens trivsel
og beboernes trivsel samt at understøtte en fælles håndtering af udfordrende situationer i
hverdagen. Møderne blev i perioden prioriteret højt, men i perioder med travlhed eller lav
bemanding kunne der alligevel være længere mellem dem.
Som en del af projektet har en psykolog med speciale i demens desuden bidraget med faglig
sparring på alle fire plejehjem. Sparringen har understøttet implementeringen af projektets
metoder og bidraget til medarbejdernes og ledernes arbejde med forebyggelse af
omsorgstræthed og forråelse.
4. Erfaringer og læring
Erfaringerne, der er beskrevet nedenfor, bygger på dialog med -og input fra - medarbejdere og
ledere, som blev indsamlet i forbindelse med projektets afsluttende temadage februar 2026.
Erfaringerne er desuden suppleret med bidrag fra lederne fra plejehjemmene, som har
beskrevet deres lokale erfaringer og læringspunkter.
En vigtigt faglig pointe er, at forebyggelse af omsorgstræthed og forråelse ikke alene handler
om den enkelte medarbejder, men i høj grad også om kultur, ledelse, arbejdsfællesskab og de
organisatoriske rammer.
Mange oplever, at projektet har bidraget til et fælles fagligt sprog og større psykologisk tryghed,
og at medarbejderne er blevet bedre til at sætte ord på belastninger, dele svære oplevelser og

finde faglige løsninger sammen. Medarbejderne oplyser, at de i højere grad oplever, at de ikke
står alene i vanskelige situationer, men nu oftere kan søge støtte og sparring hos hinanden.
Projektet vurderes at have styrket forståelsen af sammenhængen mellem medarbejdernes
trivsel, kollegernes trivsel og beboernes trivsel. Når medarbejderne kan tale åbent om
belastninger og reflektere fagligt sammen, styrkes både arbejdsmiljøet og kvaliteten i plejen.
Deltagelsen i temadage, lokale trivselsmøder og fælles refleksion opleves at have skabt øget
engagement og motivation blandt medarbejderne samt styrket oplevelsen af fælles ansvar for
trivsel, faglig udvikling og kvaliteten i opgaveløsningen.
Samtidig har projektet vist, at det kan være vanskeligt at skabe stabile rammer for deltagelse
blandt aften- og nattevagter. Der er løbende afprøvet forskellige tidspunkter for møderne med
henblik på at understøtte størst mulig deltagelse, men perioder med ferie, mange vikarer og
vakante stillinger har betydet, at fremmødet har varieret. Det, at der er færre medarbejdere pr.
beboer på arbejde om natten, synes at gøre det vanskeligt at etablere faste mødestrukturer, og
det har medført, at færre nattevagter har deltaget end forventet.
5. Forankring og videreførelse af projektets erfaringer
De fire plejehjem arbejder videre med at forankre og udbrede projektets læring i
organisationen, og der er igangsat arbejde med at overføre erfaringer og metoder fra projektet
til medarbejdere i dagvagt.
Center for Sundhed og Omsorg vil inddrage projektets erfaringer i det videre arbejde, herunder
fx ved en opdatering af demenshandleplanen. For at understøtte den lokale videndeling
udarbejdes der på hvert plejehjem en lille folder, som formidler de vigtigste erfaringer og læring
fra projektperioden.
Lederne fra de fire plejehjem deltager i september 2026 i en fælles afsluttende evaluering
sammen med de øvrige deltagende kommuner. Her bidrager lederne med lokale erfaringer fra
projektets gennemførelse og får samtidig mulighed for at udveksle viden og hente inspiration
fra andre kommuners arbejde. Sundhedsstyrelsen udarbejder desuden et samlet materiale, der
samler erfaringerne fra de 14 deltagende kommuner.

Retsgrundlag
Ældreloven.

Relation til vision og tværgående politikker
Politik for et værdigt ældreliv 2023-2026.

Økonomi/Personaleforhold
Helsingør Kommune modtog 1.148.046 kr. til projektet. Midlerne er anvendt til løn til
projektleder, ekstern konsulentbistand, afvikling af temadage samt kompensation til ledere og
medarbejdere for deltagelse i temadage og lokale trivselsmøder.

Kommunikation/Høring/Borgerinddragelse

Projektet har ikke omfattet en særskilt proces med kommunikation, høring eller
borgerinddragelse, da projektets formål og aktiviteter har været rettet mod intern
kompetenceudvikling, faglig refleksion og organisatorisk læring blandt medarbejdere og ledere
på de deltagende plejehjem.

Beslutning

Orientering foretaget.
Fraværende:
Menderes Acikel
Bergur Løkke Rasmussen

Kilde: Helsingør Kommune, Omsorgs- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.