Spring til indholdet
Helsingør
Skift kommune
KøbenhavnHelsingørAlle kommuner

På dagsordenen 4. november, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Helsingør

Orientering: Nytårsaften på Værestedet LIV

Center for Social Indsats og Bolig indstiller, at orientering foretages.

Boliger

Kort fortalt

Hvem
Social- og Beskæftigelsesudvalget, Helsingør Kommune
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på helsingor.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Center for Social Indsats og Bolig indstiller,
at orientering foretages.

Sagsfremstilling

SPUCs målgruppe er borgere med udviklingshæmning og forskellige grader støttebehov.
SPUC har gennem mange år haft tradition for at samle beboerne fra sine botilbud til fælles
jule- og nytårsaften i lokalerne ved Værestedet LIV, som ligeledes drives af SPUC. Borgerne
på botilbud har et udpræget støttebehov. Formålet med en samling af botilbudsborgerne har
været at give beboerne mulighed for at fejre højtiderne i fællesskab og samtidig sikre en
hensigtsmæssig tilrettelæggelse af personaleressourcerne på aftener, hvor medarbejderne på
skift skal have mulighed for at holde fri med deres familier.
Tidligere omfattede arrangementerne også borgere med udviklingshæmning, som boede i eget
hjem og modtog socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85. Denne mulighed ophørte i
2022. Baggrunden var dels ressourcemæssige hensyn, dels erfaringer fra perioden efter
COVID-19, hvor en mindre deltagerkreds viste sig at skabe mere rolige og overskuelige
rammer for botilbuddenes beboere. Samtidig var erfaringen, at borgere med socialpædagogisk
støtte i eget hjem kun i begrænset omfang benyttede tilbuddet nytårsaften.
1. Værestedet LIV
Værestedet LIV har 3 fastansatte medarbejdere og holder åbent fire dage om ugen. I
gennemsnit deltager mellem 35-70 borgere i arrangementer på hverdage, hvor medarbejderne
dels tilbereder og afvikler aftensmåltidet dels tilbyder forskellige fælles aktiviteter. Borgere, der
har behov for særlig støtte/vejledning har egen ledsager med til såvel arrangementer som i
hverdagen.
Værestedets formål er at skabe rammer for inkluderende fællesskaber, gode oplevelser og
aktivt medborgerskab. Der lægges vægt på, at brugerne har indflydelse på og er med til at
forme værestedets aktiviteter. Medarbejderne understøtter det sociale fællesskab, bidrager til
en god stemning og hjælper med at håndtere eventuelle konflikter. Et centralt mål er at styrke
ligeværdige relationer og venskaber mellem brugerne, så der også udvikles fællesskaber, som
kan fortsætte uden for værestedets åbningstid. Værestedet benyttes således af en bredere
målgruppe end beboerne fra SPUCs egne botilbud.
Brugerne omfatter også beboere fra andre private botilbud i kommunen, borgere i eget hjem,

som modtager socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, samt borgere, der ikke
modtager støtte efter serviceloven.
Værestedet LIV har ikke økonomiske midler til at finansiere en nytårsaften, og afvikling af de
særlige højtider ligger udenfor rammen af hvad værestedet kan tilbyde. Der er hverken
personale eller frie midler til at låne/købe personale ind.
2. Den aktuelle problemstilling
En udvidelse af deltagerkredsen vil kræve en tilførsel af finansiering af personaleressourcer til
SPUC og en vurdering af, hvordan arrangementet kan tilrettelægges, så der fortsat tages
hensyn til botilbudsbeboernes forskellige støttebehov og behov for trygge og rolige rammer.
SPUC vil gerne afholde nytårsalle, men fokuserer på, at der vil være behov for en afgrænsning,
og at der er nødsaget til at følge personaleressourcer med.
Der vil i givet fald skulle tages stilling til om udvidelsen ville omfatte alle brugere af værestedet,
eller alene de personer, der modtager støtte efter servicelovens § 85.
Så dilemmaet er hensyn til botilbudsborgerne og de borgere, som har udviklingshæmning, og
som bor alene, og ikke har nogle at være sammen med nytårsaften – og så naturligvis
økonomien.
Administrationen bemærker, at der ikke holdes nytårsaften på øvrige væresteder (Værestedet
Vinkeldammen for mennesker med psykiske lidelser samt 17A, for mennesker i udsathed).

Retsgrundlag
ABL §105

Relation til vision og tværgående politikker
Handicappolitikken ift. fællesskaber.

Økonomi/Personaleforhold
Personalebehov skal være individuelt tilpasset de borgere, som evt. ville komme.

1. administrationen har i nedenstående regnestykke forudsat 7 borgere, hvoraf én har brug
for 1:1 personale og øvrige personale kan understøtte 3 borgere hver. Dvs. at der jf.
dette regnestykke skulle være 4 personaler på arbejde fra og med 15.30-01.30.
Uanset om medarbejderen arbejder på SPUC eller andre steder i Center for Social
Indsats og Bolig, vil det kræve 17,25 time pr. medarbejder + en mistet fridag, for at
arbejde nytårsaften, de skal kompenseres for en anden dag. Hertil kommer udgiften til
forplejning. Så det vil koste omkring 35.000 kr. plus 4 efterfølgende fridage for en aften
for syv borgere. SPUC ser helst, at der frikøbes medarbejdere fra øvrige enheder i
Social Indsats og Bolig. Disse medarbejdere kan ikke pålægges arbejde nytårsaften mv.
uden varsling.

2. Hvis der skal købes medarbejdere ind fra et vikarbureau, forventes prisen for 7 borgere
at være 35-40.000 kr. for en aften.

OBS. Alt efter hvem der kan deltage, vurderes ca. 14-35 borgere at tilmelde sig.
Administrationen har undersøgt, hvorvidt de borgere, som har fået bevilliget ledsagelse, kunne
tage deres ledsager med. Det kan de godt, men borgeren skal ønske, at ledsageren deltager,
og ledsageren skal kunne arbejde nytårsaften. Ledsageren kan dog ikke indarbejdes som
personaleressource, hvorfor SPUC fortsat ville have brug for personaletilførsel.
Alternativer:
Administrationen er bekendt med, at der juleaften afholdes forskellige julearrangementer
af frivillige og restauranter – disse arrangementer er typisk for alle typer af mennesker.
Der er ikke kendskab til lignende arrangementer nytårsaften.
At borgerne der gerne vil være sammen med nogen nytårsaften, understøttes i at holde
en lille begivenhed privat sammen med nogle af deres venner og ligesindede (hjælp til at
få købt ind, eller bestille mad på en restaurant).

Det vurderes ikke, at der uanset hvad udvalget ønsker, kan laves et set- up for 2026.

Kommunikation/Høring/Borgerinddragelse
Sagen giver ikke anledning til særskilt kommunikation/høring/borgerinddragelse.

Kilde: Helsingør Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.