Spring til indholdet
Holstebro
Skift kommune
KøbenhavnHolstebroAlle kommuner

Besluttet 2. november, Arbejdsmarkedsudvalget, Holstebro

Implementering af generativ AI på beskæftigelsesområdet

Det indstilles, at: Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Arbejdsmarkedsudvalget, Holstebro Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. Godkendt som indstillet. Udvalget er optaget af finansieringen af den fremtidige implementering af AI.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

SEK/SL/BF - AMU
Beskæftigelsesreformen medfører økonomiske tilpasninger, som stiller krav om at gentænke
opgaveløsningen og anvendelsen af ressourcerne. Med reformen er der skabt nye muligheder
for at udvikle en mere digitaliseret beskæftigelsesindsats, og der er etableret en særskilt
lovhjemmel til kommunernes anvendelse af kunstig intelligens (AI) på beskæftigelsesområdet.
Den tilhørende bekendtgørelse (nr. 101 af 20. januar 2026) trådte i kraft den 1. februar 2026.
Der er yderligere bestemmelser på vej i reformens anden fase (se sag nr. 1 på dette mødes
dagsorden).
I Holstebro Kommune er ambitionen at anvende generativ AI til både at understøtte behovet for
at løse opgaverne med færre ressourcer og udvikle en beskæftigelsesindsats med større
fagligt råderum, mere nærvær i mødet med borgerne og et styrket samarbejde med
virksomhederne. Det skal blandt andet ske ved at reducere administrative opgaver, gentænke
arbejdsgange og frigøre medarbejderkapacitet til de opgaver, hvor den personlige og faglige
indsats skaber størst værdi.
Implementering af generativ AI
Som et første skridt implementeres i løbet af efteråret to AI-baserede løsninger i det
eksisterende fagsystem Fasit. Det drejer sig om Dialogstøtte, der understøtter
dokumentationen af borgersamtaler gennem optagelse, transskribering og udarbejdelse af
udkast til samtalenotater, og Summa, der giver medarbejderne et bedre overblik over
eksisterende sagsoplysninger gennem AI-genererede sammenfatninger.
En systematisk og praksisnær indførelse af løsningerne sikres gennem kompetenceudvikling,
medarbejderinvolvering og tilpasning af arbejdsgange, så teknologien bliver en integreret del af
den daglige opgaveløsning og bidrager til at realisere de forventede gevinster.
Kvalitetssikring er en central del af implementeringen. AI-genereret indhold skal gennemgås og
kvalitetssikres af medarbejderne, som fortsat har det faglige ansvar for de oplysninger, der
anvendes i sagsbehandlingen. Der arbejdes derfor med fælles retningslinjer, faglig kontrol og
systematisk opfølgning på fejl og forbedringsmuligheder. Erfaringerne indgår i den løbende
faglige refleksion og læring, så anvendelsen af AI samtidig bidrager til udvikling af kvaliteten og
arbejdsgangene.
Udover det nuværende behov for at implementere generativ AI, så er der også en række andre
projekter i gang. Fremtidige faser af implementering af generativ AI indebærer blandt andet
øget brug af digitale assistenter til brugerne af kommunernes services (dvs. både borgere og
virksomheder) og beslutningsstøttende systemer. Storskalaprojekterne er en del af KL og
Danske Regioners aftale med Staten fra 2025 om øget digitalisering. Der er afsat en særskilt
ramme for det, hvor partnerkommuner i en klynge kan få et mindre beløb til at implementere
løsninger, der er udviklet eller afprøvet i en frontløber-kommune.
Forventede gevinster for borgere, virksomheder og medarbejdere

Implementeringen af generativ AI forventes at skabe gevinster for både borgere, virksomheder
og medarbejdere. Et centralt mål er at frigøre tid fra administrative opgaver og skabe bedre
forudsætninger for nærvær, involvering og en mere individuelt tilrettelagt indsats.
For borgerne er ambitionen, at medarbejderne får bedre mulighed for at være nærværende og
lyttende i samtalerne, så dialogen i højere grad tager udgangspunkt i borgerens perspektiver,
ressourcer og ønsker. Det skal understøtte en mere involverende og samskabende tilgang,
hvor borgeren får reel mulighed for at præge sit eget beskæftigelsesforløb.
For virksomhederne er ambitionen, at frigjort medarbejderkapacitet giver mulighed for et
tættere samarbejde. Med mere tid til dialog om virksomhedernes behov og muligheder kan den
virksomhedsrettede indsats i højere grad understøtte konkrete rekrutteringsbehov og gode
match mellem borgere og virksomheder.
For medarbejderne skal teknologien reducere administrative opgaver og skabe bedre mulighed
for at bringe faglighed, dømmekraft og relationelle kompetencer i spil. AI skal samtidig
understøtte overblik og kvalitet i sagsarbejdet og skabe bedre forudsætninger for kvalificerede
faglige vurderinger.

Økonomi

Implementeringen af generativ AI rummer et økonomisk dilemma. Beskæftigelsesreformen
medfører et behov for at reducere udgifterne, samtidig med at udviklingen af en mere effektiv
beskæftigelsesindsats forudsætter investeringer i teknologi, kompetencer og ændrede
arbejdsgange.
På kort sigt kræver implementeringen ressourcer til teknisk opsætning, kompetenceudvikling,
kvalitetssikring og organisatorisk forankring. En målrettet implementeringsindsats skal skabe
forudsætningerne for, at teknologien omsættes til varige ændringer i opgaveløsningen. En
utilstrækkelig implementeringsindsats indebærer omvendt en risiko for, at de forventede
gevinster ikke realiseres. Særligt på de systemer, der skal udtrække væsentlige oplysninger i
sagerne til brug for overblik, udarbejdelse af afgørelser og forberedelse til samtaler er den
lokale træning af AI afgørende for validiteten af generativ AIs arbejde. Alene på de indførelsen
af generativ AI i fagsystemet FASIT vurderer leverandøren et ressourcetræk på 3
fuldtidsstillinger på specialistniveau i et år.
På længere sigt er ambitionen, at AI bidrager til at reducere tidsforbruget på administrative
opgaver og understøtter en mere effektiv ressourceanvendelse. Frigjort medarbejdertid er dog
ikke i sig selv en økonomisk besparelse. Gevinsterne afhænger af, hvordan arbejdsgangene
ændres, og hvordan den frigjorte kapacitet anvendes til enten at løse opgaverne med færre
ressourcer eller styrke den borger- og virksomhedsrettede indsats. De frigjorte ressourcer skal
kunne imødekomme det faktum, at reformen ikke ændrer på hvor mange borgere, der har ret til
beskæftigelsesindsats.
Der vil derfor blive fulgt systematisk op på implementeringsomkostninger, tidsforbrug, kvalitet
og realisering af de forventede gevinster.

Indstilling

Det indstilles, at:
Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Godkendt som indstillet. Udvalget er optaget af finansieringen af den fremtidige
implementering af AI.

Kilde: Holstebro Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.