På dagsordenen 3. november, Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, Horsens
BNK Orientering om Bygholm Sø
I oktober 2025 besluttede Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget på baggrund af en initiativsag fra Socialdemokratiet at undersøge mulighederne, for at styrke Bygholm Sø som rekreativ oase. Flere foreninger har samtidig ønsket en oprensning af søen.
Kort fortalt
- Hvem
- Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på horsens.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Søens tilstand udfordrer rekreativ udnyttelse
Sejlads med kano, kajak og småbåde på Bygholm Sø er især om sommeren udfordret af
kraftig grødevækst og lav vanddybde, særligt i den vestlige del af søen ved indløbet fra
Bygholm Å.
Bygholm Å fører store mængder vand, sand og næringsstoffer fra oplandet til søen.
Næringsstofferne bidrager til en høj produktion af alger og undervandsplanter (grøde), mens
sandet gradvist aflejres og reducerer vanddybden i søen.
Samtidig er der kommet en stor forekomst af den invasive vandremusling, der filtrerer vandet
for alger og dermed øger sigtbarheden. Målinger viser, at sigtbarheden er blevet fordoblet på
Det betyder, at mere sollys når søbunden i en større del af søen og dermed fremmer væksten
af grøde.
Den øgede grødevækst og tilførsel af sand fra Bygholm Å reducerer gradvist søens åbne
vandareal og vanddybde og gør dermed sejlads vanskeligere.
I de senere år har administrationen været i dialog med klubberne, der bruger Bygholm Sø til
sejlads og fiskeri, om problemet. Administrationen har i den forbindelse fået udarbejdet en
rapport om Bygholm Sø.
Rapporten er vedlagt som bilag.
Horsens Kommune modtog den 22. september 2025 en henvendelse fra Bygholm Lystfiskerog Bådejerforening, Horsens Roklub, Horsens Kajakklub samt Horsens Gymnasium med
ønske om oprensning af søen, for at forbedre mulighederne for bl.a. roning, kajaksejlads og
lystfiskeri.
Administrationen har desuden drøftet forholdene i søen på møder med foreningerne gennem
de seneste år.
På baggrund af en initiativsag fra Socialdemokratiet besluttede Bæredygtigheds-, Natur- og
Klimaudvalget i oktober 2025 at undersøge mulighederne, for at udvikle Bygholm Sø som en
rekreativ oase for kommunens borgere.
De lovmæssige rammer og forhold ved Bygholm Sø
Bygholm Sø er omfattet af Statens vandområdeplan 3 med et mål om god økologisk tilstand.
Søen er i dag i dårlig økologisk tilstand og kommunen må ikke iværksætte tiltag, der forringer
tilstanden yderligere eller hindrer målopfyldelsen.
Søen er desuden beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, hvor oprensning ved
grødeskæring eller fjernelse af sediment fra søbunden betragtes som tilstandsændringer, der
vil kræve en dispensation fra loven.
En dispensation forudsætter, at tiltaget er naturforbedrende og understøtter målet om god
økologisk tilstand. Tiltag, der reducerer de bagvedliggende årsager til grødevækst og tilførsel
af sand, vil kunne have en naturforbedrende effekt. Det kan ske ved at reducere tilførelsen af
næringsstoffer, f.eks. fosfor, kvælstof og sand til søen fra Bygholm Å.
Sandfang
Aflejring af sand og sediment i søer med tilløb fra vandløb er en naturlig proces. I Bygholm Å,
tæt på indløbet til Bygholm Sø, er der etableret et sandfang, der i overensstemmelse med
regulativet for Bygholm Å tømmes én gang årligt for ca. 100 m³ sand og sediment.
Sandfanget tilbageholder dog kun en mindre del af det materiale, der tilføres fra oplandet og
begrænser derfor kun i mindre grad den løbende opfyldning af søen. Samtidig udgør den
mængde fosfor, der fjernes ved tømningen, mindre end 1 % af den mængde, der vurderes
nødvendig for at opnå målopfyldelse.
Grødeskæring
Grødeskæring har aldrig tidligere været foretaget i Bygholm Sø og vil kræve en dispensation.
Grødeskæring fremmer væksten og udbredelsen af hurtigvoksende vandplanter, der på kort tid
kan vokse op til fuld størrelse og dermed kan blive endnu mere dominerende end før
grødeskæringen.
Ved grødeskæring fortrænges således de langsomvoksende vandplanter, der er ønskelige og
bidrager positivt til søens økologiske tilstand.
Praksis fra Miljø- og Fødevareklagenævnet viser, at rekreative hensyn ikke i sig selv kan
begrunde indgreb i søen, heller ikke, hvis grødeskæring kun ønskes i et begrænset område,
f.eks. opretholde en robane.
Muligheder
Der er forskellige muligheder for at forbedre forholdene i Bygholm Sø og dermed mindske de
udfordringer, som grødevækst og lav vanddybde skaber for sejladsen og anden rekreativ
benyttelse af søen.
Mulighed 1: Hyppigere tømning af sandfang
Sandfanget ved indløbet fra Bygholm Å tømmes i dag én gang årligt for ca. 100 m³ sand og
sediment. Denne tømning koster op mod ca. 100.000 kr.
En hyppigere tømning vil kunne tilbageholde en større mængde sand og sediment og dermed
principielt også reducere fosfortilførelsen til søen.
Ifølge rapporten om Bygholm Sø vurderes effekten dog at være meget begrænset, da der
fjernes mindre end 1 % af indsatsbehovet for fosfor i søen pr. tømning, jf. bilag "Lavvandede
næringsrige søer, Bygholm Sø".
Det vurderes derfor, at en hyppigere tømning af sandfanget ikke vil medføre en væsentlig
forbedring af miljøtilstanden i Bygholm Sø.
Mulighed 2: Opretholdelse af robane ved skånsom grødeskæring
Der er ikke tidligere foretaget grødeskæring i Bygholm Sø og en grødeskæring vil derfor kræve
dispensation. En ekstern rådgiver vurderer, at det kan være muligt at opnå dispensation, til at
etablere og opretholde en robane, hvis grødeskæringen gennemføres begrænset og
skånsomt.
Efter dialog med brugerne af robanen vurderes behovet at være en ca. 1.000 meter lang og ca.
30 meter bred robane med vendeplads i begge ender. Hertil kommer grødeskæring omkring
bådebroen ved Kystens Perle samt en 10-15 meter bred adgang til robanen. Den endelige
bredde kan tilpasses den anvendte skæreteknik.
I en dispensationssag vil der blandt andet kunne lægges vægt på den rekreative interesse, i at
bevare muligheden for roning på søen gennem hele året. Det vil samtidig være en
forudsætning, at grødeskæringen kan gennemføres uden væsentlig påvirkning af søens
naturværdier og uden at hindre muligheden, for at opnå målopfyldelse efter
vandområdereglerne.
En eventuel dispensation vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Det er usikkert, hvor længe en robane vil kunne holdes fri efter en grødeskæring. Det må
derfor forventes, at grødeskæring kan blive nødvendig flere gange årligt. Erfaring fra en sø i
vestjylland viser et behov for grødeskæring på to til tre gange årligt.
Det kan gøre løsningen forholdsvis bekostelig, da den afskårne grøde skal opsamles,
håndteres og fjernes.
Det vurderes, at en grødeskæring inkl. opsamling og bortskaffelse af den afskårne grøde vil
koste i størrelsesorden af 100.000 kr. pr. gang, dog afhængig af mængden af grøde, der skal
fjernes ved hver grødeskæring.
Behovet for gentagende grødeskæringer skyldes blandt andet, at løse og flydende vandplanter
kan bevæge sig ind i robanen med strøm og vind. Samtidig kan grødeskæring fremme
hurtigvoksende vandplanter, der på kort tid kan vokse op igen og i nogle tilfælde blive mere
dominerende end før grødeskæringen.
Mulighed 3: Oprensning af en 100 meter lang strækning i søen
En mere begrænset oprensning af bundsediment kan gennemføres i den vestlige del af
Bygholm Sø, hvor tilførelsen af sand fra Bygholm Å er størst.
Den konkrete placering og det nødvendige omfang for at opnå en positiv effekt skal vurderes
nærmere i forbindelse med behandlingen af en eventuel dispensationsansøgning.
Figur 1: Området for den delvise oprensning er markeret med en rød cirkel i den vestlige del af søen
umiddelbart efter indløbet fra Bygholm Å, hvor sand og sediment fra åen bundfælder
Figur 2: Området for den delvise oprensning er vist i et nærmere udsnit med signatur for
naturbeskyttede områder
Delvis oprensning vist med rød cirkelmarkering i den vestlige ende af søen, hvor sand og
sediment fra Bygholm Å bundfælder. Den konkrete placering og omfanget for at opnå en
positiv effekt, skal vurderes nærmere i behandlingen af en dispensationsansøgning.
Administrationen har udarbejdet et foreløbigt prisoverslag for et område på ca. 11.300 m². På
baggrund af historiske kort og et anslået gennemsnitligt lag på ca. 1,5 meter vurderes det, at
omkring 17.000 m³ bundmateriale skal fjernes.
Med udgangspunkt i erfaringerne fra Ormstrup Sø anslås udgifterne til en lokal oprensning,
transport og deponering foreløbigt til 2–4 mio. kr.
Overslaget er usikkert, da mængden og sammensætningen af bundmaterialet i Bygholm Sø
ikke er kendt. Udgifterne vil desuden afhænge af, om bundmaterialet er forurenet.
En delvis oprensning vil være en midlertidig løsning, så længe der fortsat tilføres sand og
næringsstoffer, som f.eks. fosfor og kvælstof til søen.
Mulighed 4: Fuld oprensning af hele søen
Administrationen vurderer, at det er muligt at oprense søen, ved at pumpe bundslam og sand
op. En oprensning vil både kunne forbedre mulighederne for sejlads og bidrage positivt til
søens økologiske tilstand.
Løsningen er imidlertid meget omkostningstung og vil skulle gentages med års mellemrum, da
der fortsat tilføres næringsstoffer og sand fra Bygholm Å. En enkeltstående oprensning vil
derfor ikke være en permanent løsning.
På baggrund af erfaringer fra en oprensning af Ormstrup Sø ved Bjerringbro har
administrationen anslået, at en oprensning af Bygholm Sø vil koste i størrelsesordenen 20-30
mio. kr.
Udgifterne dækker både selve oprensningen samt transport og deponering af det opgravede
bundmateriale. Overslaget er forbundet med usikkerhed, da hverken mængden eller
sammensætningen af bundmaterialet i Bygholm Sø er kendt. Derudover vil udgifterne afhænge
af, om materialet viser sig at være forurenet.
En eventuel oprensning vil som udgangspunkt skulle finansieres af Horsens Kommune.
Mulighed 5: Fjerne de bagvedliggende årsager
En langsigtet forbedring af forholdene i Bygholm Sø kan ske ved at reducere de
bagvedliggende årsager, nemlig tilførelsen af næringsstoffer, f.eks. fosfor, kvælstof og sand til
søen.
Nuværende og kommende nationale krav om reduktion af kvælstof samt omlægning af
landbrugsarealer i regi af Grøn Trepart forventes over tid at mindske tilførslen af både
næringsstoffer og sand til Bygholm Å og dermed Bygholm Sø. Hertil kommer i mindre omfang
indsatser for at reducere næringsstofbidraget fra spildevand.
Det vil kunne bidrage til en bedre økologisk tilstand i søen og mindske både grødevækst og
tilførelse af sand fra oplandet.
En omlægning af Bygholm Å uden om søen kan potentielt også være en effektiv, men
kompleks og langsigtet løsning. Det vil være et komplekst projekt, der kræver nærmere
undersøgelser og forventes at skulle gennemføres med statslig eller EU-finansiering.
Når tilførelsen af næringsstoffer og sand er reduceret, vil en efterfølgende sørestaurering,
herunder eventuel oprensning af søbunden, kunne få en større og mere varig effekt. Samtidig
kan mulighederne for ekstern finansiering af indsatsen være bedre.
/FHL
Kilde: Horsens Kommune, Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.