Hvidovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 7. september, By- og Planudvalget, Hvidovre

10. Beslutning - Tilskud til renovering af bevaringsværdig bygning på Brostykkevej 57

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget 1. at godkende, at der tildeles et beløb på 75.000 kr. til den ansøgte facaderenovering på den bevaringsværdige bygning på Brostykkevej 57.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Forslaget
  • Godkende, at der tildeles et beløb på 75.000 kr. til den ansøgte facaderenovering på den bevaringsværdige bygning på Brostykkevej 57.
Hvem
By- og Planudvalget, Hvidovre Kommune
Hvornår
Mandag 7. september 2026
Status
Besluttet. Ad 1. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget
1. at godkende, at der tildeles et beløb på 75.000 kr. til den ansøgte facaderenovering på den bevaringsværdige bygning på Brostykkevej 57.

Sagsfremstilling

Center for Plan og Miljø har udarbejdet dette dagsordenspunkt.
Ansøgning og tilbud Hvidovre Kommune har den 7. juni 2026 modtaget en ansøgning om tilskud til istandsættelsen af en bevaringsværdig bygning på Brostykkevej 57 (vedlagt som bilag: ”Ansøgning om tilskud til renovering”.) Der ansøges om facaderenovering i form af slibning, afrensning, kitning, behandling og maling af husets vinduer og tilhørende træværk, for at sikre en nænsom og korrekt istandsættelse af husets klimaskærm. Ansøger oplyser, at vinduerne i dag fremstår slidte og ønsker økonomisk støtte til at bevare husets udtryk med respekt for de oprindelige materialer. Ansøger har indhentet to uafhængige tilbud på de ønskede arbejder, der lyder på henholdsvis 121.827 kr. (ekskl. stilladsudgifter) og 165.071,25 kr. begge inkl. moms (vedlagt som bilag: ”Tilbud på renoveringsarbejder”). I det første tilbud indgår også indvendige arbejder i prisen, hvilket ikke betragtes som støtteberettiget arbejde. Det beløb, der kan søges støtte til (inkl. stilladsudgifter), vurderes derfor af administrationen til at være på ca. 121.500 kr. inkl. moms.

Bygningen på Brostykkevej 57
Bygningen på Brostykkevej 57 er udpeget som bevaringsværdig i den gældende Lokalplan 339 for et boligområde mellem Hvidovrevej, Brostykkevej og Gammel Køge Landevej med en høj bevaringsværdi (SAVE 3).
Bygningen er en nybarok villa i hvidpudset mursten i to plan opført i 1925. Bygningen fremstår med mange fine detaljer, fx kvaderpuds og tofarvede, sprossede vinduer, og bygningen bidrager til mangfoldigheden i kvarteret.
Selve bygningen fremstår i meget fin stand, hvor både facade og tag er velholdte, bortset fra omtalte arbejder med at istandsætte nedslidte vinduer og tilhørende træværk.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at ansøgningen om støtte ligger inden for rammerne af, hvad der med puljen kan søges støtte til. Bygningen er i forbindelse med forberedelsen af sagen blevet besigtiget og fotoregistreret (vedlagt som bilag: ”Fotos fra besigtigelse”).
Bygningen indgår som en af de relativt få patriciervillaer i kvarteret og skiller sig ud i stilen og højden i forhold til kvarterets andre huse. Administrationen vurderer, at det vil være i tråd med kommuneplanens målsætninger om at sikre og styrke de kulturhistoriske værdier i kulturmiljøet at yde støtte til vedligeholdelsen af bygningen på Brostykkevej 57, og at de beskrevne forbedringsarbejder med vinduer m.m. vil have en positiv effekt på den samlede fremtræden, og sikre at hele bygningen fremstår vedligeholdt.
Forstadsmuseet har været inddraget i sagen, og er enige i administrationens vurdering.
Administrationen anbefaler at tildele et beløb, der er lidt mindre end den højest mulige andel på tre fjerdedele af hensyn til andre modtagne ansøgninger til puljen, men som dog stadig er betragteligt i størrelse.
På denne baggrund anbefales det, at der tildeles et beløb på 75.000 kr. til de ansøgte arbejder, hvilket svarer til 62 % af de støtteberettigede udgifter fra det billigste af de to tilbud.
Politiske beslutninger og aftaler
By- og Planudvalget vedtog den 7. april 2026, punkt 7, at tildele 75.000 kr. fra puljen til vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger til ansøgning på Storegade 30.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 29. september 2020, punkt 9, at vedtage Lokalplan 339 for et boligområde mellem Hvidovrevej, Brostykkevej og Gammel Køge Landevej endeligt.
Økonomiske konsekvenser
Der er i 2026 afsat en ramme på 300.000 kr. til puljen til støtte for vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger i Hvidovre Kommune. Det tildelte tilskud kan højst udgøre tre fjerdedele af udgifterne til de ansøgte arbejder. Der er i puljen (pr. 1. september 2026) 225.000 kr. i resterende beløb.
På udvalgsmødet den 7. september 2026 er der i alt fire sager om støtte fra puljen til sammenlagt 181.000 kr.
Såfremt udvalget godkender administrationens fire indstillinger, vil restbeløbet i puljen beløbe

sig til 44.000 kr.
Retsgrundlag Kommunalbestyrelsen kan jf. kapitel 4 Bygningsfornyelse af ejerboliger og andelsboliger i byfornyelsesloven (Lovbekendtgørelse nr. 794 af 27. april 2021) yde støtte til bygningsfornyelse af ejerboliger og andelsboliger. Jf. § 28 i samme lov kan tilskuddet højst udgøre tre fjerdedele af de støtteberettigede udgifter til fredede og bevaringsværdige ejerboliger og andelsboliger.
Høring Der er ikke høringspligt i denne sag.
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser Der er ikke nogen klima-, miljø- eller bæredygtighedsmæssige konsekvenser i denne sag.

Beslutning

Ad 1. Godkendt.

Kilde: Hvidovre Kommune, By- og Planudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.