Hvidovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 5. oktober, By- og Planudvalget, Hvidovre

6. Beslutning - Midlertidig dispensation fra lokalplan 343 for Hvidovre Stadion til salg af fyrværkeri

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget 1. at godkende, at der meddeles afslag på ansøgningen om dispensation fra Lokalplan 343, eller 2. at godkende, at der meddeles midlertidig dispensation fra Lokalplan 343, § 3.1, til at opstille ét telt og to containere til salg og oplag af fyrværkeri på …

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Forslaget
  • Godkende, at der meddeles afslag på ansøgningen om dispensation fra Lokalplan 343
  • Godkende, at der meddeles midlertidig dispensation fra Lokalplan 343, § 3.1, til at opstille ét telt og to containere til salg og oplag af fyrværkeri på parkeringspladsen ved Hvidovrevej/Sollentuna Allé ved Hvidovre Stadion, herunder a. at …
Hvem
By- og Planudvalget, Hvidovre Kommune
Hvornår
Mandag 5. oktober 2026
Status
Besluttet. Ad 2. a-b. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget
1. at godkende, at der meddeles afslag på ansøgningen om dispensation fra Lokalplan 343,
eller
2. at godkende, at der meddeles midlertidig dispensation fra Lokalplan 343, § 3.1, til at opstille ét telt og to containere til salg og oplag af fyrværkeri på parkeringspladsen ved Hvidovrevej/Sollentuna Allé ved Hvidovre Stadion, herunder a. at dispensationen gælder i perioden 15. december 2026 til 2. januar 2027, begge dage inklusive. b. at dispensationen meddeles på vilkår om, at ansøger opnår tilladelse fra Hovedstadens Beredskab til oplag og salg af fyrværkeri, og at den konkrete placering fastlægges i overensstemmelse med denne tilladelse.

Sagsfremstilling

Center for Plan og Miljø har udarbejdet dette dagsordenspunkt. Johansen Fireworks har ansøgt om midlertidigt fyrværkerisalg på Hvidovre Stadion, beliggende

Sollentuna Allé 1, nærmere betegnet på parkeringspladsen ved Hvidovrevej/Sollentuna Allé (vedlagt som bilag ”Samlet ansøgning – Johansen Fireworks”). Ejendommen ejes af Hvidovre Kommune.
Af ansøgningen fremgår det, at Johansen Fireworks ønsker at opstille et salgstelt på 9x15 meter samt fire stk. 20 fods containere på parkeringspladsen i tre uger fra medio december til primo januar de kommende tre vintre. De ønskede perioder er fra 15. december til 2. januar i 2026/2027, 2027/2028 og 2028/2029.
Arealet er omfattet af Lokalplan 343 for Hvidovre Stadion. Lokalplanen fastlægger i § 3.1, at lokalplanens område kun må anvendes til offentlige formål som sports- og idrætsanlæg, kulturelle institutioner, forsamlingslokaler og offentlig administration. Dog må der jf. § 3.2 der inden for lokalplanens område også foregå restaurationsvirksomhed, og der må ske salg af tilknyttede udvalgsvarer i forbindelse med arrangementer på stadion.
Oplag og salg af fyrværkeri er således ikke tilladt jf. anvendelsesbestemmelserne.
Kommunen må ikke meddele en varig dispensation fra anvendelsesbestemmelser, da de udgør en del af planens principielle indhold, men har mulighed for at meddele en midlertidig dispensation i op til tre år jf. planlovens § 19, stk. 1.
Tilladelse til at foretage salg af fyrværkeri udstedes af Hovedstadens Beredskab. Administrationen anbefaler derfor, at en eventuel dispensation gøres betinget af, at ansøger opnår en sådan tilladelse, og at den konkrete placering fastlægges i overensstemmelse med denne tilladelse.
Der forventes en lejeindtægt til kommunen på 2.000 kr. per påbegyndt døgn. Hertil kommer forbrug af strøm.
Administrationens vurdering
For en dispensation taler, at placeringen ved Hvidovrevej/Sollentuna Allé vurderes at være egnet til den ønskede anvendelse, idet der findes de nødvendige tilkørsel- og parkeringsforhold på stedet. Desuden ligger arealet centralt i Hvidovre og er forsynet med kollektiv trafik. Desuden er administrationen ikke bekendt med, at der foregår salg af fyrværkeri andre steder i Hvidovre.
Imod en dispensation taler, at når virksomheden optager parkeringsarealerne i en periode på ca. tre uger, vil disse ikke kunne anvendes af brugerne af stadions faciliteter. Et afslag til ansøgningen kan således begrundes med hensynet til de almindelige brugere af området.
Administrationen anbefaler, at en eventuel dispensation tidsbegrænses til at gælde for den ønskede periode i årsskiftet 2026/2027. Dette skyldes, at de pågældende arealer på sigt kan blive berørt af den videre udvikling af Hvidovre Stadion og de øvrige idrætsfaciliteter som led i realiseringen af Idrætsvisionen. Herudover kan administrationen på nuværende tidspunkt ikke vurdere områdets disponering efter 2026, da der fortsat skal tages hensyn til stadionets daglige drift samt de foreninger og klubber, der benytter faciliteterne. Det anbefales derfor ikke at give tilsagn om en længerevarende periode. Administrationen vurderer desuden, at der på parkeringsarealet maksimalt kan opstilles to containere, da der fortsat skal være plads til den daglige drift af stadion, herunder affaldshåndtering og driftskørsel. En større opstilling vurderes at ville medføre væsentlige driftsmæssige udfordringer.

Økonomiske konsekvenser
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune. Det vurderes, at indtægterne vil være minimale.
Retsgrundlag
Efter § 19, stk. 1, i planloven, lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024, kan Kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, eller tidsbegrænses til maksimalt 3 år. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jævnfør stk. 2.
Godkendelse til opbevaring og salg af fyrværkeri sker i henhold til Fyrværkeri loven jf. lovbekendtgørelse om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler af den 3. januar 2019, varetages af det kommunale fællesskab Hovedstadens Beredskab, jævnfør punkt. 5.2 i vedtægterne for samme.
Høring
Planloven fastlægger i § 20, stk. 1, at dispensationer efter § 19 først kan meddeles, når der er forløbet to uger, efter at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til:
1) ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen, 2) naboerne til den omhandlede ejendom og andre, som efter kommunalbestyrelsens
vurdering har interesse i sagen, herunder det lokale kulturmiljøråd og 3) de foreninger og lignende med lokalt tilhørsforhold og klageberettigede landsdækkende
foreninger og organisationer, jf. § 59, stk. 2, som over for kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive orienteret om ansøgninger.
Administrationen har vurderet, at naboorienteringen skal omfatte de foreninger, der hører til på Hvidovre Stadion og naboerne til parkeringspladsen, mens det ansøgte er af underordnet betydning for øvrige naboer og organisationerne, der er nævnt i § 20, stk. 1, pkt. 2 og 3.
Der er gennemført en naboorientering i perioden 19. august til 2. september 2026. I løbet af denne periode er der indkommet 1 høringssvar fra naboer. Høringssvaret vedlægges til orientering (vedlagt som bilag ”Høringssvar fra HvidovreBo Afdeling 4”).
Høringssvaret er negativt over for ansøgningen, idet man er bekymret for de allerede begrænsede parkeringsmuligheder i området som følge af en igangværende byggesag. Det fremhæves særligt, at brugen af de offentlige parkeringspladser på Sollentuna Allé i forbindelse med fyrværkerisalget kan forværre parkeringssituationen og adgangen til boligerne i Hvidovrebos afdeling Hvidovrevej 315-327. Der opfordres derfor til at begrænse anvendelsen af disse parkeringspladser mest muligt.
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser
Fyrværkeri udleder CO2 og fine partikler, som bidrager til klimabelastning og forringer luftkvaliteten. Affaldet fra fyrværkeri (pap, plast, metaller) kræver ekstraordinær oprydning. Påvirkningen fra denne sag vurderes dog at være relativt beskeden.

Beslutning

Ad 2. a-b. Godkendt.

Kilde: Hvidovre Kommune, By- og Planudvalget, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.