Hvidovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 7. september, By- og Planudvalget, Hvidovre

5. Beslutning - Dispensation fra Lokalplan 518 til 48 m høj telemast på Pumpe- og Digelagets areal

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget 1. at der meddeles dispensation fra Lokalplan 518 §5.2 og §10.4 til opførelse af ny telemast med en højde på 48 m på Pumpe og Digelagets areal, under betingelse af at der opnås tilladelse fra Energinet hertil.

Klima og grøntByggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Forslaget
  • Der meddeles dispensation fra Lokalplan 518 §5.2 og §10.4 til opførelse af ny telemast med en højde på 48 m på Pumpe og Digelagets areal, under betingelse af at der opnås tilladelse fra Energinet hertil.
Hvem
By- og Planudvalget, Hvidovre Kommune
Hvornår
Mandag 7. september 2026
Status
Besluttet. Ad 1. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren indstiller til By- og Planudvalget
1. at der meddeles dispensation fra Lokalplan 518 §5.2 og §10.4 til opførelse af ny telemast med en højde på 48 m på Pumpe og Digelagets areal, under betingelse af at der opnås tilladelse fra Energinet hertil.

Sagsfremstilling

Ansøger begrunder behovet for dispensation til opsætning af ny telemast med at aftalen om den nuværende masts placering på Kanalholmen 24 er blevet opsagt grundet byggeri på ejendommen og skal nedtages senest i november 2026 (se vedlagt bilag ”Dispensationsansøgning telemast”). Der har efter fremsendelse af ansøgningen været drøftelser mellem ansøger og Kanalholmen 24 om opretholdelse af den nuværende placering, dog uden at dette har ført til andet resultat, end at aftalen er opsagt. Den nye mast ønskes placeret på Pumpe- og Digelagets areal syd for Kanalholmen 24 og øst for BIOFOS. Masten opsættes for at sikre mobilnetværk og placering er koordineret med andre mobiloperatører. Ydermere vil masten kunne stilles til rådighed til mere fremtidig mobildækning og fremtidssikring af kapaciteten i området.
Ansøger beskriver, at højden på 48 m er valgt på baggrund af operatørernes behov for at sidde højt med deres antenner, og fremhæver at masten vil syne mindre end skorstenene, fordi den

er mere gennemsigtig og mere luftig sammenlignet med andre konstruktioner, som f.eks. en rørmast. Højden er ligeledes vigtig, fordi der skal kunne linkes til andre positioner i området og masten er et knudepunkt. Ansøger har afsøgt forskellige placeringer i området, hvor den ansøgte placering vurderes at være eneste mulige forudsat dispensationer fra Lokalplan 518.
Administrationens vurdering
Lokalplan 518 § 3.4 tillader opsætning af mobilantenner. Bestemmelsen fastlægger dog ikke en særlig højde for antennemaster, hvorfor lokalplanens § 5.2 om maksimale højder er gældende. Inden for delområde 1 og 3 må bebyggelse maksimalt opføres med en bygningshøjde på 12 m. Inden for delområde 2 må bebyggelse maksimalt opføres med en bygningshøjde på 20 m.
Den ansøgte mobilmast vurderes også at være omfattet af Lokalplan 518 §10.4, der fastlægger, at ”høje elektrisk ledende objekter, som f.eks. vindmøller, antenner og lysmaster, må ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden til Energinets jordkabelanlæg. Respektafstanden er 1 m fra nærmeste kabel. Se kortbilag 5.”. Ansøger har ansøgt Energinet om tilladelse til at opstille mobilmasten nærmere end de angivne 50 m fra respektafstanden til jordkabelanlæg.
Området reguleret af Lokalplan 518 ligger direkte ud til kysten. Der gælder særlige krav til planlægning i de kystnære zoner, når ny bebyggelse påvirker kysten visuelt. I lokalplanen er der derfor blandt andet redegjort nærmere for lokalplansområdet set fra Kalveboderne og Brøndby Havn. Avedøreværket og vindmøllerne er dog meget markante bygningsværker, og dermed definerende for områdets skala og rumlige afgrænsning.
Administrationen vurderer, at den ansøgte mast med en højde på 48 m ikke vil ændre denne visuelle helhed væsentligt, idet den skal afløse den nuværende mast på 54 m, som er placeret tættere på tættere på Brøndby Havn.
Administrationen vurderer, at den ansøgte telemast er nødvendig for at sikre områdets mobildækning. Masten vurderes ikke at have væsentlige skygge- eller støjvirkning, og med den seks meter lavere mast end den nuværende 54 m høje telemast på Kanalholmen 24, vurderes højdevirkningen for området generelt at kunne reduceres med det ansøgte projekt.
På baggrund af ovenstående vurdering indstiller administrationen, at der meddeles dispensation fra højdebestemmelsen i Lokalplan 518 §5.2 til opsætning af 48 m høj telemast. Ligeledes anbefales administrationen at dispensere fra bestemmelsen i §10.4 til opstilling nærmere end de 50 m fra respektafstanden, under betingelse af, at ansøger opnår tilladelse hertil fra Energinet. Dispensationssagen forelægges inden ansøger har opnået Energinets tilladelse af hensyn til tidsplanen for at kunne nå at etablere en ny mobilmast inden udgangen af november 2026.
Politiske beslutninger og aftaler
Kommunalbestyrelsen vedtog den 29. november 2022 endeligt Lokalplan 518 for erhvervsområdet Avedøre Holme.
Økonomiske konsekvenser
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Retsgrundlag
Efter planlovens § 19, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af den 29. maj 2024, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en byplanvedtægt eller lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.
Efter delegationsplanen er det som udgangspunkt administrationen, der kan dispensere fra lokalplanen efter planlovens § 19, med undtagelse af sager med særlig bevågenhed eller af speciel karakter, som forelægges By- og Planudvalget til beslutning.
Gældende plangrundlag for ejendommen er Lokalplan 518 for erhvervsområdet Avedøre Holme, Hvidovre Kommune, vedtaget den 29. november 2022.
Høring
Ansøgningen har været sendt i naboorientering i perioden den 26. maj 2026 til den 9. juni 2026 i henhold til planlovens § 20, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af den 29. maj 2024.
Administrationen har i høringsperioden modtaget bemærkninger til ansøgningen fra Kanalholmen 24, hvor den eksisterende mobilmast står. Bemærkninger og ansøgers bemærkninger vedrører primært aftaleforhold vedrørende eksisterende telemast (se vedlagt lukket bilag ”Bemærkninger fra Kanalholmen 24 og ansøgers svar på bemærkninger”).
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser
Der er ikke umiddelbart klima-, miljø- eller bæredygtighedsmæssige konsekvenser i denne sag.

Beslutning

Ad 1. Godkendt.

Kilde: Hvidovre Kommune, By- og Planudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.