På dagsordenen 4. november, Udviklings- og Erhvervsudvalget, Ikast-Brande
Overdragelse af opkrævning af statsafgifter for vand og spildevand til Energi Ikast
Teknik- og Stabsdirektøren indstiller, at Energi Ikast bemyndiges til at opkræve og afregne statsafgifter for vand og spildevand på kommunens vegne
Kort fortalt
- Hvem
- Udviklings- og Erhvervsudvalget, Ikast-Brande Kommune
- Hvornår
- Onsdag 4. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på ikast-brande.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Teknik- og Stabsdirektøren indstiller, at
Energi Ikast bemyndiges til at opkræve og afregne statsafgifter for vand og
spildevand på kommunens vegne
Sagsfremstilling
Efter vandafgiftsloven og spildevandsafgiftsloven er kommunerne opkrævningsmyndighed for
statsafgifter i de tilfælde, hvor ejendomme ikke forsynes fra almene vandforsyninger eller er
tilknyttet kollektive spildevandsanlæg. Afgiften opkræves af den kommune, hvori ejendommen
er beliggende, og afregnes til staten.
I modsætning til de fleste andre kommuner har Ikast-Brande Kommune hidtil selv varetaget
opgaven, så opkrævningen er sket via ejendomsskattebilletten/ejendomsbidragsopkrævningen.
Opgaven er de senere år blevet mere kompleks, da opkrævningen af statsafgifter er underlagt
opkrævningslovens regler om afregningsperioder, angivelsesfrister og renteberegning. Det
indebærer, at kommunen ved opkrævning og efterregulering skal sikre en klar opdeling af
kravene på de enkelte opkrævningsår, og at reguleringer for tidligere år ikke blot kan indgå
som en del af den løbende opkrævning for efterfølgende år. Derudover er det blevet sværere
at få indhentet alle de nødvendige forbrugsoplysninger i tilstrækkelig god tid inden
udsendelsen af opkrævningen, hvilket øger den tidsmæssige og systemmæssige belastning
ved opgaven.
Den samlede opgave er dermed blevet mere kompleks, systemkrævende og tidsmæssigt
presset.
Efter spildevandsafgiftsloven § 15, stk. 2, og vandafgiftsloven § 14, stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen beslutte, at almene forsyningsselskaber opkræver afgiften på
kommunens vegne. Administrationen ønsker på den baggrund at bemyndige Energi Ikast til at
opkræve og afregne statsafgifter for vand og spildevand på kommunens vegne.
Energi Ikast har allerede etablerede systemer til løbende a conto‑opkrævninger og
efterregulering af betaling for vandforbrug. Det er derfor administrativt og fagligt
hensigtsmæssigt, at samme aktør også håndterer opkrævningen af de tilknyttede statsafgifter.
Overdragelsen vil medføre en anslået årlig reduktion af administrationens tidsforbrug til
opgaven på op til 1 måneds arbejdstid. Derudover vil opkrævningerne ske på et mere korrekt
datagrundlag, da Energi Ikast kan vente med opkrævningen til deres årsopgørelse for
forbrugsoplysningerne er på plads, hvor administrationen hidtil har været nødt til at anvende et
foreløbigt datagrundlag for at have oplysningerne klar til ejendomsbidragsopkrævningen.
Overdragelsen vil medføre en anslået engangsudgift på 50.000-72.000 kr. samt en årlig udgift
på 64.500 kr. Udgiften kan afholdes inden for nuværende budget.
Budgetmæssige konsekvenser
Ingen.
Kilde: Ikast-Brande Kommune, Udviklings- og Erhvervsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 17. Læs den originale sag hos kommunen.