På dagsordenen 27. oktober, Økonomiudvalget
Interne høringssvar samt godkendelse af offentlig høring af Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032
Den 9. juni 2026 godkendte Økonomiudvalget (ØU) at sende udkastet til en fornyet strategi i intern høring i perioden 15. juni – 22. september 2026. Strategien blev sendt i intern høring hos alle stående udvalg, udvalgte kommunale råd samt de 12 lokaludvalg.
Kort fortalt
- Forslaget
- Økonomiudvalget tager de interne høringssvar til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi til efterretning
- Økonomiudvalget godkender, at det reviderede udkast til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032 (bilag 1) sendes i offentlig høring i perioden 30. oktober – 30. november 2026
- Hvem
- Økonomiudvalget
- Hvornår
- Tirsdag 27. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Hvis ØU godkender det reviderede udkast til strategi, sendes det i offentlig høring i perioden 30. oktober til 30. november 2026.
Hvad kan du gøre?
- Hold øje med høringen
- Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på blivhoert.kk.dk.
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på kk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
• at Økonomiudvalget tager de interne høringssvar til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi til efterretning,
• at Økonomiudvalget godkender, at det reviderede udkast til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032 (bilag 1) sendes i offentlig høring i perioden 30. oktober – 30. november 2026
Problemstilling
Den 9. juni 2026 godkendte Økonomiudvalget (ØU) at sende udkastet til en fornyet strategi i intern høring i perioden 15. juni – 22. september 2026. Strategien blev sendt i intern høring hos alle stående udvalg, udvalgte kommunale råd samt de 12 lokaludvalg. Økonomiforvaltningen (ØKF) har på den baggrund modtaget høringssvar fra:
• De seks stående politiske fagudvalg,
• Kommunale råd: Ældrerådet, SOF Ungepanel, Handicaprådet, Udsatterådet, Frivilligrådet og Dialogforum på psykiatriområdet,
• Lokaludvalg: Indre By, Bispebjerg, Amager Øst, Kgs. Enghave, Christianshavn, Østerbro, Valby og Vesterbro
På baggrund af de indkomne høringssvar har ØKF foretaget en række tekstmæssige ændringer og tilføjelser til strategiudkastet (bilag 1). ØKF har samlet relevante bemærkninger afgivet i høringssvar i en hvidbog, som fremgår af bilag 2.
ØKFs håndtering af de interne høringssvar samt forslag til ændringer i strategien fremlægges med henblik på, at ØU tager beslutning om at sende udkastet i 4 ugers offentlig høring.
Løsning
Intern høring
ØKF har modtaget 20 høringssvar i høringsperioden. I hvidbogen (bilag 2) fremlægges de centrale synspunkter fra høringssvarene fordelt efter strategiens tematikker. Hvidbogen er ikke udtømmende, men søger at give et retvisende indblik i, hvad der er væsentligt for høringsparterne. Disse kommenteres af Økonomiforvaltningen, der har vurderet, hvorvidt forslagene giver anledning til ændringer i udkastet til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032. De foreslåede ændringer er markeret med gule overstregninger i udkastet til fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032 (bilag 1). Alle interne høringssvar findes i fuld længde i bilag 3.
Opsummering
Høringssvarene har resulteret i 23 foreslåede ændringer i udkastet til fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032.
I et flertal af høringssvarene udtrykkes der generel opbakning til den fornyede strategi. Der er især opbakning til det øgede fokus på temaerne om ernæring og individuelle behov, velsmag, fællesskaber og mere medbestemmelse, særligt for borgere på fuldkost. Det vurderes også positivt, at der er et større fokus på samarbejde på tværs af fagligheder og kobling til kerneopgaver. Der er tilfredshed med, at der fortsat er fokus på at mindske madspild, fremme økologi og reducere klimaaftrykket fra kommunens fødevareforbrug. Det fremhæves, at klima- og økologimålsætninger ikke må ske på bekostning af borgernes ernæringsbehov. Der bakkes også op om strategiens nye tema om kortere og mere transparente forsyningskæder, som skal understøtte forsyningssikkerheden for kommunens køkkener. Der bakkes op om ambitionerne for København som madby samt ambitionerne om sunde, grønne madmiljøer og stærke madfællesskaber. Det vurderes også positivt, at strategien tydeligt anerkender madbranchen som et vigtigt erhvervsområde med betydning for beskæftigelse, vækst, innovation, turisme og Københavns internationale profil.
Herunder gennemgås de centrale bemærkninger og ændringer på baggrund af den interne høring.
• Ældres livskvalitet, ernæringsbehov og præferencer
Hensynet til klima og miljø må ikke stå i vejen for de ældres livskvalitet, ernæringsbehov og præferencer. Dette er allerede indskrevet i strategien, men der foreslås en præcisering i indledningen samt tema 2.4, hvor det tydeliggøres, at temaerne ernæring, velsmag, fællesskab og medbestemmelse prioriteres højest for borgere på fuldkost (s. 5 og s. 16, bilag 1).
• Anvende de offentlige måltider til forebyggelse af ensomhed og social isolation
Strategien skal i højere grad bidrage til at forebygge ensomhed og social isolation samt skabe adgang til fællesskaber. Dette foreslås tilføjet under tema 2.1 med tekstnære rettelser samt et nyt indsatsområde (s. 12-13, bilag 1).
• Overskudsmad skal tænkes ind i arbejdet med madspild
Der er ønske om at tydeliggøre fokus på overskudsmad i samarbejde med civilsamfundet, herunder undersøgelse af mulighederne for at koble overskudsmad fra kommunale køkkener og arrangementer til sociale tilbud og madfællesskaber. Det foreslås at tilføje et indsatsområde, der undersøger kommunens muligheder for at arbejde med overskudsmad inden for gældende regler under tema 2.4 (s. 18, bilag 1).
• Øget fokus på social lighed i sundhed
Det efterlyses, at et fokus på lighed i sundhed fremgår tydeligere af strategien, og at strategien i højere grad adresserer de borgere, der har sværest ved at få adgang til sunde og gode måltider og madfællesskaber. Det foreslås at præcisere dette fokus samt indarbejde både en ny målsætning og et nyt indsatsområde under tema 3.1 (s. 22-23, bilag 1).
• Madbranchens særlige behov og potentialer
Der er ønske om, at det specificeres, at konkrete erhvervsrettede indsatser under Mad- og Måltidsstrategien skal målrettes de særlige behov eller potentialer, der er i madbranchen, og at aktører fra byens madbranche skal inddrages i udviklingen af indsatser. Dette foreslås præciseret under tema 3.2 (s. 24-25, bilag 1).
• Madturisme i overensstemmelse med Københavns Kommunes pejlemærker for bæredygtig turisme
Der er ønske om, at der i arbejdet med madturisme arbejdes i overensstemmelse med kommunens pejlemærker for bæredygtig turisme. Dette foreslås indarbejdet under tema 3.2 (s. 24-25, bilag 1).
• Inddragelse af civilsamfundet, brugerorganisationer, og lokale aktører i implementering og udvikling af indsatser
Der er ønske om at sikre større grad af inddragelse, herunder af civilsamfund, brugerorganisationer og madbranchen i implementeringen og opfølgningen på Mad- og Måltidsstrategien. Det foreslås indarbejdet under implementering og opfølgning (s. 26, bilag 1).
• Øget behov for ressourcer og økonomi til drift og medarbejdere
Det efterlyses, at der med strategiens ambitioner for de offentlige køkkener sikres, at der tilføres tilstrækkelige ressourcer. Aftaleparterne bag Budget 27 blev enige om at henvise finansiering af løftet kvalitet og øget robusthed i driften af kommunens offentlige køkkener til forhandlingerne om overførselssagen 2026-2027.
Af hvidbogen fremgår også synspunkter og bemærkninger til konkrete forslag om tilføjelser eller ændringer. Størstedelen af bemærkningerne vurderes at være i overensstemmelse med strategiens indhold og har således ikke medført tekstændringer. Endelig er der forslag, som vurderes at ligge uden for det kommunale handlerum, som derfor ikke imødekommes.
Redaktionelle rettelser
ØKF har efter ØUs behandling af strategien den 9. juni 2026 tilrettet formuleringen af madspildsmålsætningen, hvor den tidligere lød:
Madspildet i kommunens køkkener og institutioner skal reduceres med 50 % inden 2030 (baseline 2021) og køkkenernes individuelle madspild skal ligge mellem 10-15 % af deres totale indkøb.
ØKF foreslår, at den sidste del af målsætningen ændres fra køkkener til institutioner og enheder, da målsætningen ikke kun dækker madspild under indkøb og tilberedning, men også tallerkenspild. Således vil målsætningen lyde:
Madspildet i kommunens køkkener og institutioner skal reduceres med 50 % inden 2030 (baseline 2021) og institutioner og enheders individuelle madspild skal ligge mellem 10-15 % af deres totale indkøb (s. 18, bilag 1).
På ØUs møde den 9. juni 2026 afgav Karoline Lindgaard (Å) en bestilling om svar på, hvorvidt madspildsstandarden på 10-15 % af det totale indkøb i stedet kan anføres som maksimalt 15% af det totale indkøb. ØKF besvarer dette spørgsmål i bilag 4.
Offentlig høring
ØKF foreslår, at det reviderede udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 (bilag 1) sendes i offentlig høring i perioden 30. oktober – 30. november 2026. Der er ingen formelle lovkrav til længden af høringsperioden. Offentligheden kan give høringssvar på høringsportalen ’Bliv Hørt’ i høringsperioden.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis ØU godkender det reviderede udkast til strategi, sendes det i offentlig høring i perioden 30. oktober til 30. november 2026.
ØU vil blive præsenteret for offentlige høringssvar samt godkendelse af den endelige Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032 den 27. januar 2027, hvorefter sagen sendes til godkendelse i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2027.
Bilag
- Bilag 1 - Revideret udkast til fornyet Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032
- Bilag 2 - Hvidbog for intern høring af fornyet Mad- og Måltidsstrategi
- Bilag 3 - Høringssvar modtaget under intern høring af udkast til fornyet Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032
- Bilag 4 - Økonomiforvaltningens svar på spørgsmål stillet af Karoline Lindgaard (Å) d. 9. juni 2026 ang. madspildsprocent
Kilde: Københavns Kommune, Økonomiudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 20. Læs den originale sag hos kommunen.