Kolding
Skift kommune
KøbenhavnKoldingAlle kommuner

Besluttet 11. august, Arbejdsmarkedsudvalget, Kolding

Status - SammenomJOB 2026

SammenomJOB prisen er nu for 4. år blevet uddelt til lokale virksomheder, der har taget socialt ansvar, skabt og fastholdt bæredygtige jobs og som derigennem har bidraget til et bæredygtigt arbejdsmarked med plads til flere. I år modtog 137 virksomheder prisen.

Det socialeErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Arbejdsmarkedsudvalget, Kolding Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Evalueringen blev drøftet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Behandling i Arbejdsmarkedsudvalget 12. maj 2026

Punktet blev udsat til et senere møde.

Sagsfremstilling

SammenomJOB prisen blev indstiftet af udvalget for Social og Arbejdsmarked og Koldings
Arbejdsmarkedsråd i fællesskab og blev endeligt godkendt d. 17. august 2022. Prisens formål
er at anerkende de mange virksomheder, der tager socialt ansvar og skaber bæredygtige jobs,
særligt for ledige der har brug for støtte for at finde vej ud på arbejdsmarkedet. Derudover
anerkender prisen virksomhedernes bidrag til at tiltrække, fastholde og opkvalificere den
arbejdskraft, som virksomhederne i høj grad efterspørger, både i forhold til virksomhedernes
behov for arbejdskraft, men særligt også som del af den ESG-dagsorden (Environmental,
Social og Governance), der tiltagende fylder i debatten om virksomhedernes samfundsansvar.

Derudover har prisen et centralt formål i at dele erfaringer virksomhederne imellem og på den
måde inspirere virksomhederne til at se nye potentialer i at tænke medarbejderressourcer
bredt. For at understøtte dette inviteres SammenomJOB prismodtagerne også til at deltage i et
netværk med fokus på virksomhedernes sociale ansvar, udvikling af inklusionskapaciteten og
S’et i ESG.
Alle virksomheder kan indstilles og alle kan indstille virksomheder til prisen. Indstillingerne
vurderes af en jury med repræsentanter fra Arbejdsmarkedsudvalget, virksomheder og
repræsentanter fra fagbevægelsen og ledes af centerleder for Virksomhedsservice og
Partnerskaber. Prismodtagerne fejres efterfølgende ved en fælles markering på Koldinghus.
For at modtage SammenomJOB prisen skal virksomhederne leve op til minimum tre ud af fem
kriterier (uddybning af kriterierne er vedlagt som bilag):

1. Job til borgere på kanten af arbejdsmarkedet
2. Fastholdelse og forebyggelse af sygemeldte
3. Job til flygtninge og indvandrere
4. Opkvalificering og kompetenceløft
5. Flere unge i erhvervsuddannelser.

Også i år er prisen blevet positivt modtaget af det lokale erhvervsliv. Hos prismodtagerne har
der været forskellige tiltag for at fejre og markere modtagelsen af prisen. Flere virksomheder
har samtidig kvitteret for deltagelse af både politikere og forvaltningsrepræsentanter sammen
med den indstiller, der også har været med til prisoverrækkelserne.
Fejring af prismodtagerne
Også i år blev fejringen af prismodtagerne afholdt i Ruinsalen på Koldinghus. Hvor sidste års
program indeholdt flere taler og et motivationsoplæg af forhenværende landsholdsspiller i
håndbold, Lars Christiansen, var programmet i år justeret på baggrund af en bred
tilbagemelding fra deltagerne. Her var et tydeligt ønske om færre taler og mere tid til netværk
og vidensdeling. I år var dagen suppleret med en præsentation af Ungeløftet og partnerskaber
ind i det samt introduktion til SammenomJOB netværket, begge dele placeret på 1. dæk i
Ruinsalen.
Der var i alt ca. 260 tilmeldte der repræsenterede både prismodtagerne, indstillere, ledelse og
administration samt det politiske niveau.
SammenomJOB juryen
Juryen, der afgør hvilke virksomheder der skal modtage prisen, er sammensat af både
repræsentanter fra Koldings Arbejdsmarkedsråd og Social og Arbejdsmarked. Social- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen er i dialog med Koldings Arbejdsmarkedsråd om en eller flere
kandidater til den ledige plads i juryen.

Juryen består i dag af følgende medlemmer:

Birgitte Munk Grunnet, formand i Arbejdsmarkedsudvalget
Gitte Grønbæk, næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget
Brian Dall, Hustømrerne
Heidi Kjær, Scandic Kolding
Jens Lund, FOA
Jakob Højbjerg Holm, Metal Kolding

Centerleder for Virksomhedsservice og Partnerskaber er formand for juryen.
Inspiration og videndeling
Det er en vigtig del af formålet med SammenomJOB prisen at skabe et fællesskab, hvor
virksomhederne kan få ny viden på området, hente inspiration fra andre, få konkrete værktøjer
til deres arbejde med S’et i ESG og i øvrigt blive understøttet i samarbejdet omkring prisens
kriterier.
Kolding Kommune samarbejder med Akturum og Business Kolding om fælles
netværksarrangementer. Her inviteres alle SammenomJOB prismodtagere til at deltage
sammen med medlemmer af Akturums Boblernetværk og Business Koldings Go Green
arrangementer. Der er fem årlige netværksmøder.
På mødet deltager programleder, Tine Roos, til evalueringen af SammenomJOB 2026.

Ophæng til politikker, strategier m.m.
SammenomJOB prisen understøtter prioriteringerne i hhv. politikken og strategien for
socialøkonomi og socialt ansvar samt den politiske vision, vedtaget som udgangspunkt for
tilrettelæggelsen af fremtidens beskæftigelsesindsats i Kolding Kommune. Her indgår arbejdet
med virksomhedernes sociale ansvar som et af de udvalgte innovationsområder.
Derudover medvirker prisen til at udmønte ambitionerne i Virksomhedsstrategiens ambition om
at gøre det lettere for erhvervslivet at tage socialt ansvar.

Beslutning

Evalueringen blev drøftet.
Fraværende:
Iben Lehmann Rasmussen

Kilde: Kolding Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.