Kolding
Skift kommune
KøbenhavnKoldingAlle kommuner

Besluttet 15. september, Økonomiudvalget, Kolding

Helhedsplanlægning for Stationskvarteret

Kolding Kommune påbegyndte i 2024 en konkret helhedsplanlægning for Havnekvarteret og Stationskvarteret, for at skabe rammen for den langsigtede fysiske udvikling af områdets byrum og forbindelser. Projektets overordnede formål er at skabe bedre sammenhæng mellem by, havn og fjord.

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Kolding Kommune
Hvornår
Tirsdag 15. september 2026
Status
Besluttet. Forslaget blev godkendt. Gitte Grønbæk Iben Lehmann Rasmussen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kolding Kommune påbegyndte i 2024 en konkret helhedsplanlægning for Havnekvarteret og
Stationskvarteret, for at skabe rammen for den langsigtede fysiske udvikling af områdets byrum
og forbindelser. Udarbejdelsen af helhedsplanen blev besluttet af det daværende Byråd ved
vedtagelsen af Visionsplanen for Koldings Havneområder den 26. september 2023, og der blev
orienteret om status på arbejdet til det tidligere Plan og Teknik udvalg den 12. august 2025.
Projektet omfatter et af de mest komplekse områder i Kolding, hvor problemstillinger i forhold til
trafikal infrastruktur, klimatilpasning, byliv, kultur og erhverv mødes på et sted, som langt
tilbage i historien har været et centralt knudepunkt i Koldings udvikling. Af hensyn til den
besluttede Havnekommission, er størstedelen af de arbejder der berører Havnekvarteret sat i
bero mens kommissionen arbejder i 2026. Den videre proces vedrørende Havnekvarteret vil
afhænge af Havnekommissionens anbefalinger og Byrådets beslutninger i relation til disse.
Der fokuseres derfor aktuelt på Stationskvarteret, som omfatter Banegårdspladsen, det
tidligere posthus, busterminalen, parkeringsarealer ved Ejlersvej og på ”Sneglen” ved
biblioteket samt søterrassen ved Slotssøen. Der er blandt andet udarbejdet analyser
vedrørende byrum og kulturhistorie, mobilitet og kollektiv trafik, fremtidige funktioner,
klimatilpasning og grøn struktur, ligesom erfaringer fra arbejdet med Verdensmålspladsen
indgår i de samlede undersøgelser.
I denne sag skal der på baggrund af de samlede undersøgelser foretages prioriteringer af,
hvilke forhold der skal vægtes i det fremadrettede arbejde. De følgende afsnit beskriver de
centrale problemstillinger der skal afvejes, samt en række forhold der bør tages i betragtning.
Der er desuden udarbejdet en række uddybende notater, som er vedlagt som bilag. På

baggrund af de samlede analyser foreslår forvaltningen en række principper for den videre
helhedsplanlægning.

Forslag til principper for helhedsplanlægning for Stationskvarteret

1. Sammenhængen fra Banegårdspladsen op mod Slotsbanken styrkes ved at udvikle
arealet ”Sneglen” til et grønt byrum frem for parkering.
2. Bæredygtige løsninger for klimatilpasning og et øget indhold af bynatur prioriteres
højt.
3. Kollektiv trafik og bløde/aktive trafikanter prioriteres højt for at styrke muligheden for
byliv og bykvalitet.
4. Der arbejdes for at flytte busterminalen tættere på Banegården.
5. Alle buslinjer føres så vidt muligt over Banegårdspladsen.
6. Der arbejdes for at etablere et parkeringshus i området ved jernbanen, nord for
Banegården.
7. Der arbejdes for at sikre fremkommelighed for alle, ved at søge gennemkørende trafik
overflyttet til ringvejssystemet (Nordre ringgade og Jens Holms Vej).

Fremadrettet proces
På baggrund af de principper og prioriteringer der fastlægges i denne sag, kan der
igangsættes en proces hvor der beskrives 2-4 realiserbare scenarier for Stationskvarteret.
Beskrivelsen af scenarier vil kræve bistand fra eksterne rådgivere i samarbejde med
forvaltningen. Scenarierne forventes at forholde sig til såvel trafikforhold, bykvalitet og
bystrategiske sammenhænge, samt økonomiske og tekniske forhold. Der kan blandt andet
arbejdes med scenarier hvor Posthuset henholdsvis bevares og nedrives, samt med forskellige
modeller for hvordan kommunens største trafikknudepunkt integreres i byen. Hensigten er at
etablere det bedst mulige grundlag for at vælge retningen for Stationskvarterets fremtidige
udvikling.
Scenarierne kan efterfølgende kvalificeres via inddragelse og dialog med relevante
interessenter som grundlag for valg af retningsgivene scenarie. Det valgte scenarie kan
herefter udvikles til et konkret projektforslag, eventuelt via udskrivelse af en
arkitektkonkurrence eller lignende.

Byrum, byliv og kulturhistorie (dette afsnit uddybes i bilag A)
Banegårdspladsen er både historisk og i dag en dynamisk plads og et samlingssted med

mange aktører. Pladsen ligger på grænsen mellem den gamle midtby og den nyere by som
blev udbygget fra Industrialiseringen. Banegårdspladsen rummer fortællinger og fysiske spor,
som er centrale for Kolding Bys tilblivelseshistorie og for forståelsen af byens forhold til
Koldinghus, middelalderbyen, havnen og fjorden.
Banegårdspladsen er rumligt karakteriseret ved en relativt stor skala, set i en Kolding kontekst.
Byrummet er defineret af markante bygninger i 2,5 – 5 etager, hvoraf flere har en høj
bevaringsværdi. Kontakten til Slotssøen og Slotsbanken og sammenhængen med
Jernbanegade er de to væsentligste rumlige strukturer, der definerer Banegårdspladsen.
Den ældste og mest betydningsfulde bygning er Banegårdsbygningen, opført 1882-83.
Banegårdspladsen og arealet foran biblioteket med P-pladsen ”Sneglen” rummer en del træer.
Træernes trivsel er nogle steder udfordret af dårlige vækstbetingelser. På Banegårdspladsen
findes de to skulpturer ”Chresten Berg” og ”Tanker om en bro”.
Det anbefales at arbejde med at understrege byrummets rumlige afgrænsning, at formidle den
kulturhistoriske fortælling Banegårdspladsen rummer og at styrke den fysiske og visuelle
sammenhæng til slotssøen og Koldinghus.

Illustration af byrummets rumlige afgrænsning, primære retninger og forbindelser til bymidten
Forbindelser til bymidten og til Havnekvarteret
Stationskvarteret er forbundet til bymidten via Jernbanegade og via slotsbanken.
Fredericiagade og terrænforholdene omkring vejen opleves dog som en barriere, og der er
behov for at skabe en bedre ankomstsituation for alle transportformer, både til bymidten som
helhed og til slotsbanken som destination. Der er et potentiale for at styrke sammenhængen
mellem Stationskvarteret og bymidten ved at arbejde med de blå og grønne landskabstræk, for
at skabe en rekreativ og oplevelsesrig forbindelse fra Banegårdspladsen henover slotsbanken
til de øvrige dele af byens kulturkvarter og handelskvarter. Dette forventes undersøgt nærmere
i forbindelse med forundersøgelse for landskabsprojekt Slotsbanken i 2026-27, og de to
projekter koordineres løbende.

I forhold til Havnekvarteret er der et potentiale i at arbejde med indgangene og
adgangsforholdene omkring den eksisterende tunnel under jernbanen både på stations- og
havnesiden. Forbindelsen kan forbedre ved at indgangspartierne gøres mere åbne, synlige og
tilgængelige, ligesom et løft af belysningen i tunnelen vil kunne løfte oplevelsen markant.
Muligheden for at etablere en broforbindelse over jernbanen har været drøftet og undersøgt på
et overordnet niveau, men er umiddelbart fravalgt, da de mest oplagte placeringsmuligheder
vurderes at ligge uhensigtsmæssigt i forhold til bevægelsesmønstre og besøgsmål i området.
Verdensmålsplads
Det tidligere kulturudvalg besluttede i 2024 at udvikle en Verdensmålsplads på
Banegårdspladsen med fokus på bæredygtighed, midlertidighed og byliv, i en treårig periode.
En mini-undersøgelse udført i august 2025 ved interviews af brugere af pladsen peger på en
positiv tendens i brugernes oplevelse af det grønne miljø, opholdsmulighederne og
aktiviteterne der er udviklet på Verdensmålspladsen. Erfaringerne fra arbejdet med
Verdensmålspladsen indgår i den videre udvikling af pladsen.
Arkæologiske spor af Dronning Dorotheas slotsmølle
Ved udgravninger under biblioteket i 2004 er der fundet spor af den tidligere slotsvandmølle til
Koldinghus, anlagt af Dronning Dorothea i 1500-tallet. Ved fremtidige anlæg i området omkring
P-pladsen ”Sneglen” bør der foretages en arkæologisk undersøgelse af dette område, som kan
give ny viden om historien og styrke fortællingen om Koldinghus samspil med byen og det
omgivende landskab.
På baggrund af ovenstående foreslås følgende grundlæggende princip for byrum i det videre
arbejde med scenarier for Stationskvarteret:

Sammenhængen fra Banegårdspladsen op mod Slotsbanken styrkes ved at udvikle
arealet ”Sneglen” til et grønt byrum frem for parkering.

Landskab, bynatur og klimatilpasning (dette afsnit uddybes i bilag D og E)
Landskabets kvaliteter havde afgørende betydning for at Kolding by opstod netop ved et
vadested ved Kolding Ås udløb i Kolding Fjord, og med muligheden for at placere Koldinghus
på en høj banke, hævet over en naturlig åhavn.
Bymidten og Stationskvarteret ligger i bunden af den store dal, der fra fjorden fortsætter mod
vest, og som gennemstrømmes af Kolding Å. Området var oprindeligt et fugtigt
lavbundsområde indtil den naturlige hydrologi blev reguleret, først ved opdæmning af slotssøen
og senere ved anlæggelse af jernbanen og havnen.
Muligheden for at opleve den nære sammenhæng mellem vand og by, er gradvist blevet
mindre, fra middelalderen og frem, i takt med at landskabet er blevet formet af byens udvikling.
Slotsbanken og slotssøen er dog fortsat markante landskabstræk, som sammen med
Koldinghus har en stærk symbolsk betydning for hele Kolding by. Der er således et potentiale i
at styrke de oplevelsesmæssige kvaliteter og byens identitet ved at fremhæve de
landskabelige og kulturhistoriske træk, når der arbejdes med Stationskvarterets udvikling.

Klimatilpasning
Klimaforandringer betyder, at vejret bliver mere ekstremt – temperaturen stiger og der kommer
mere vand fra alle sider. I fremtiden kan der forventes mere nedbør, som vil forstærke de
situationer vi allerede i dag ser ved skybrud eller langvarig regn, og medføre at de optræder
oftere. Det betyder en tiltagende risiko for periodevise oversvømmelser.
Stationskvarteret er et af de lavest beliggende områder i byen med et terræn der ligger 1-3
meter over havets overflade. Da området oprindeligt har været en fugtig dalbund indeholder
under fyldlaget, gytjeholdig og siltholdig, ler og sand, som har en meget lav bæreevne. Det
giver udfordringer ved byggeri og anlæg, og har givet anledning til at man i 1989 etablerede en

stabiliserende betonplade under en del af Banegårdspladsen, hvor der skulle køre tung trafik.
Betonpladen fordeler tryk fra tunge køretøjer, men hæmmer samtidig mulighederne for
beplantning.
Der er højtstående grundvand i hele området. Grundvandsspejlet forventes at ligge mellem
0,8-1,8 meter under terræn. Derfor er mulighederne for nedsivning af overfladevand
begrænsede. Det betyder også, at eventuelt nybyggeri i Stationskvarteret må forvente at skulle
pumpe grundvand væk kontinuerligt, ligesom der i dag pumpes ved Posthuset og biblioteket.
Området ved Behrensvej, bag biblioteket, udgør et lokalt lavpunkt, hvor meget vand løber til
ved ekstremregn. Det er derfor vigtigt at der i området ved Behrensvej skabes kapacitet til at
vandet kan samles og ledes til Slotssøledningen.
Overfladevand fra Banegårdspladsen ledes i dag via Mazantigade, som indgår i en stærk
strømningsvej. At der er en væsentlig strømningsvej i et trafikalt knudepunkt vurderes ikke
hensigtsmæssigt og det bør tilstræbes at ændre dette.
Ved omdannelser i Stationskvarteret kan en forbedret og fremtidssikret håndtering af
overfladevand med fordel tænkes sammen med en renovering eller opgradering af
Slotssøledningen. Der kan være et potentiale i at undersøge åbne løsninger på overfladen
omkring de lavtliggende områder ved Behrensvej og på P-arealet ved Ejlersvej og omkring
strømningsvejene gennem Mazantigade/Posthuset og gennem busterminalen.
En del af løsningen kunne være at skabe en åben forbindelse igennem det gamle posthus og
ind til gårdrummet bag. Denne mulighed afhænger naturligvis af ønskerne om fremtidig
placering af busser – og hvorvidt Posthuset ønskes bevaret helt eller delvist.
Afhængig af plads i området som ikke skal disponeres til håndteringen af trafik, er der gode
muligheder i området for at reducere mængden af asfalt og erstatte med grønne elementer i
form af fx træer, regnbede mm. som kan bidrage til at regulere vandhåndtering, temperatur og
mikroklima, samt øge den oplevede bykvalitet.

Skitser fra tidlige undersøgelser af scenarier for
klimatilpasning, som viser problemstillinger og mulige principielle løsninger.
Bynatur
Kolding Kommune deltager som én af 6 kommuner med et pilotprojekt under temaet

”Kompakte, Grønne Byer” i regi af Plan22+ indsatsen, som skal fremme bæredygtig og
klimavenlig byudvikling.
Vores pilotprojekt er samtidig en delopgave i helhedsplanlægningen for Havnekvarteret og
Stationskvarteret. Plan22+ forløbet omfatter at arbejdsgruppen deltager i et faciliteret fagligt
netværk med løbende afrapportering og fælles formidling af resultater, frem mod efteråret
Formålet med delopgaven er at sikre, at potentialet i at arbejde med de naturgivne,
landskabelige forudsætninger og de blå og grønne strukturer indtænkes i helhedsplanen, på
lige fod med infrastruktur og bebyggelse. Resultaterne skal således samles med og afvejes op
imod de øvrige hensyn i den samlede helhedsplanlægning. Tilgangen tager udgangspunkt i
principper som også afspejles i kommuneplanens blå-grønne struktur og udviklingsbilledet
”Kolding i grønt og blåt” fra visionsplanen Kolding 2050.
De foreløbige undersøgelser peger på et potentiale for at styrke indholdet af bynatur i
Stationskvarteret ved at styrke og udvide den blå-grønne struktur omkring slotssøen og
slotsbanken og at undersøge potentielle synergieffekter mellem klimatilpasning og udvikling af
ny bynatur.
Derfor foreslås følgende grundlæggende princip for klimatilpasning og bynatur i det videre
arbejde med scenarier for Stationskvarteret:
Bæredygtige løsninger for klimatilpasning og et øget indhold af bynatur prioriteres højt.

Knudepunkt for mobilitet (dette afsnit uddybes i bilag B)
I Mobilitetsplanen fra 2023 er der fokus på at styrke bæredygtige transportformer heriblandt
gang-, cykel- og kollektiv trafik - særligt i bymidten inklusive Stationskvarteret og
Havnekvarteret.
I den kollektive trafikplan fra 2024 er der arbejdet videre med Mobilitetsplanens målsætning om
at fordoble andelen af ture med kollektiv trafik. Fokus i planen har derved været at få et
attraktivt kollektivt trafiksystem for at øge passagergrundlaget. Det betyder bl.a. en ny
busstruktur og et løft af kollektive trafikknudepunkter.
Knudepunkterne er byrum, hvor det er muligt at skifte transportmiddel og opholde sig.
Banegårdspladsen er det største knudepunkt i Kolding kommune og her er følgende
udfordringer identificeret:

Fysisk og visuel barriere mellem banegård og busterminal
Vejafmærkningen er uklar i forhold til forskellige trafiktypers placering
Balancen mellem byrum og parkeringsarealer.

De centrale udfordringer for Banegårdspladsen er, at trafikanter har vanskeligt ved at afkode
vejen fysisk og visuelt mellem station og busterminal. Det er derfor ikke enkelt at foretage et
skifte mellem bus og tog. Det anbefales i den kollektive trafikplan, at skabe bedre fysisk og
visuel forbindelse mellem banegården og busterminalen, så skiftet mellem bus og tog bliver
mere enkelt og intuitivt for særligt nye trafikanter i området.
Der bør arbejdes for at Banegårdspladsen, som byens vigtigste knudepunkt, er tilgængeligt for
alle mobilitetsformer/trafikanter – særligt gående, cyklende og den kollektive trafik.
Der er generelt behov for at arbejde med at tydeliggøre hvor de forskellige typer trafikanter
(fodgængere, cyklister, busser, lastbiler og biler) skal færdes i vejsystemet omkring stationen.
Stationskvarterets byrum er desuden begrænset af større fladeparkering. Her anbefales det at
arbejde med byrummenes kvalitet fremfor at have større parkeringsarealer centralt på
Banegårdspladsen, og at samle parkeringskapaciteten på mindre areal f.eks. i et
parkeringshus.
Endelig er der også behov for at se på cykelnettet for at kunne skabe et mere attraktivt miljø for
cyklister. Dette arbejdes der aktuelt med i processen frem mod et udkast til Cykelplan 2026.
På baggrund af de gældende trafikplaner og de identificerede udfordringer er der skitseret en
række scenarier for hvordan det fremtidige trafiksystem i stationskvarteret kan disponeres.
Scenarierne er beskrevet i forhold til hvilke potentialer og udfordringer de enkelte
trafikscenarier medfører.
Herefter er scenarierne sammenholdt med de øvrige temaer og problemstillinger som er belyst
i denne sagsfremstilling, og på baggrund af dette har forvaltningen udarbejdet et forslag til
principper for det fremtidige trafiksystem i Stationskvarteret.
Derfor foreslås følgende grundlæggende principper for trafikforhold i det videre arbejde med
scenarier for Stationskvarteret:

Kollektiv trafik og bløde/aktive trafikanter prioriteres højt for at styrke muligheden for byliv
og bykvalitet.
Der arbejdes for at flytte busterminalen tættere på Banegården.
Alle buslinjer føres så vidt muligt over Banegårdspladsen.
Der arbejdes for at etablere et parkeringshus i området ved jernbanen, nord for
Banegården.
Der arbejdes for at sikre fremkommelighed for alle, ved at søge gennemkørende trafik
overflyttet til ringvejssystemet (Nordre ringgade og Jens Holms Vej).

Skitse af de foreslåede principper for trafiksystem i Stationskvarteret.
Posthuset (dette afsnit uddybes i bilag C og F)
Der er behov for at undersøge, hvorvidt der skal arbejdes for en bevaring og renovering eller
en hel eller delvis nedrivning af det tidligere posthus ved Banegårdspladsen.
Som grundlag for overvejelserne er der udarbejdet undersøgelser af bygningens
kulturhistoriske betydning, arkitektoniske værdi og betydning for byrummet omkring
Banegårdspladsen, bygningens fysiske tilstand og de økonomiske aspekter ved de to
scenarier.
Kolding Kommune købte i december 2020 ejendommen med det tidligere posthus, beliggende
på adressen Banegårdspladsen 8-12 i Kolding. Bygningen blev købt med henblik på strategisk
byudvikling og eventuel nedrivning, efter at have stået tomt i en årrække. Hensigten har i en
længere periode været, at binde Banegårdspladsen bedre sammen med bymidten og havnen.
Det blev i 2021 besluttet at anvende posthusbygningen til midlertidige formål, mens
udviklingsprocessen foregik frem mod en forventet nedrivning af bygningen. Det er de seneste
år lykkedes at skabe et kraftcenter for socialøkonomi i Posthuset på Banegårdspladsen. Miljøet
i og omkring Posthuset har udviklet sig i takt med de politiske ambitioner og nye initiativer og
partnerskaber etableres løbende. Den midlertidige anvendelse hviler på en tidsbegrænset
dispensation fra den gældende lokalplan.
Posthuset rummer et betydeligt bevaringspotentiale, særligt i den oprindelige bygningsdel ud
mod Banegårdspladsen, som har en høj kulturhistorisk og arkitektonisk bevaringsværdi.
Bevaringspotentialet kan realiseres ved en totalrenovering som fremhæver bygningens
oprindelige arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, samt en bearbejdning af pladsen

omkring bygningen.
Mulighederne for at udvide Posthuset ved en tilbygning i højden vurderes stærkt begrænsede,
både af hensyn til kulturarv, byrum og byggeteknisk gennemførlighed.
Bygningen er af et rådgivende ingeniørfirma vurderet egnet til en totalrenovering eller
transformation, da bygningen grundlæggende er opført med en solid konstruktion i gedigne
materialer og har en udformning, som kan omdannes til en række formål.
Bygningens nuværende tilstand kræver dog, at der snarest foretages investeringer i bygningen,
herunder et nyt tag, hvis den ikke skal forfalde yderligere.

Ophæng til politikker, strategier m.m.
Helhedsplanen for bymidten (2017), Visionsplan Kolding 2050, Mobilitetsplan for Kolding By
(2023) og Bæredygtighedspolitik 2025-2028

Beslutning

Forslaget blev godkendt.
Fraværende:
Gitte Grønbæk
Iben Lehmann Rasmussen

Kilde: Kolding Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 15. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.