Lyngby-Taarbæk
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 19. august, Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk

Lundtofteparken 43A - igangsættelse af lokalplanproces for et boligprojekt

Ejer af Lundtofteparken 43A ønsker at opføre 36 boliger på grunden, hvor daginstitutionen Vandpytten tidligere lå. Med sagen kan der tages stilling til igangsættelse af en lokalplanproces med afsæt i det foreliggende ideoplæg.

BoligerByggeri og lokalplanerSkoler og børn

Steder i sagen: Lundtofteparken

Kort fortalt

Hvem
Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Ad 1) Udsat, idet udvalget ønsker, at der før beslutning om igangsættelse af lokalplanproces udarbejdes et alternativ med en viderebearbejdning af facader, herunder altantårne, og som indeholder færre, men større boliger for at kunne tilbyde et bredt og varieret boligudbud. Udvalget finder umiddelbart, at området overordnet mangler større boliger pga. de seneste års udbygning, primært med studieegnede, små og mellemstore boliger.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Såfremt det besluttes at der skal igangsættes en planproces, vil forvaltningen sende idéoplægget til arkitekturrådet og udarbejde en plangrundlagssag til Byplanudvalget.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen foreslår, at
1. lokalplanproces igangsættes med afsæt i foreliggende idéoplæg og med følgende
forbehold: Facader viderebearbejdes, herunder altantårnene som forekommer noget
bastante,
2. idéoplægget sendes til udtalelse hos kommunens arkitekturåd.

Problemstilling

Ansøgning

Kommunen har modtaget anmodning om opførelse af en boligbebyggelse på ejendommen
Lundtofteparken 43A, som er i overensstemmelse med gældende kommuneplanramme.
Ejer af Lundtofteparken 43A anmoder om, at der igangsættes en lokalplanlægning for udvikling
af ejendommen matr.nr. 13bl, samt del af matr.nr. 13bb, Kongens Lyngby. Ejer præciserer
overfor forvaltningen, at man ikke mener at projektet er lokalplanpligtigt og at sagen kan
behandles som en byggesag.
Det samlede grundareal udgør i alt 3.715 m². Ejendommen rummer i dag en nedlagt
børnehave, som ikke længere anvendes til sit oprindelige formål. Formålet med lokalplanen er
derfor at muliggøre en omdannelse af området fra institutionsformål til boligbebyggelse.
Ideoplægget omfatter 3 punkthuse i 3 etager med i alt 36 boliger fordelt på 18 stk. 2værelseslejligheder på ca. 54 m², samt 18 stk. 3-værelseslejligheder på ca. 70 m². Det
samlede bruttoetageareal udgør ca. 2.232 m² med tilhørende kælder til cykelparkering og
depotrum. Bebyggelsesprocenten er 60. Ansøger oplyser, at der bliver tale om privat udlejning
eller ejerlejligheder eller en kombination af disse og at boligerne vil henvende sig til unge,
mindre familier, seniorer og personer med tilknytning til Lyngby, DTU og nærliggende
erhvervsområder.
Der etableres 45 parkeringspladser på terræn. Cykelparkering finder sted i kælderetagen.
Kommuneplan 2025

Ejendommen er omfattet af kommuneplanramme 5.1.62 Lundtofteparken. Anvendelsen er

fastlagt til boligområde; etageboligbebyggelse. Den maksimale bebyggelsesprocent er 60,
beregnet ud fra den enkelte ejendom. Bebyggelse må maks. opføres i 4 etager.
Kommuneplanens generelle rammer foreskriver, at det ved etageboliger skal sikres, at mindst
40% af bruttoetagearealet anvendes til friarealer. Som friareal medregnes ikke: vejareal,
parkeringsarealer, containerarealer og stier. Kommuneplanens generelle rammer foreskriver,
at der for etageboliger gælder, at der skal etableres 1,5 p-plads/bolig, dog 1 p-plads for boliger
på maksimalt 65 m² etageareal. Generelle rammer ”For alle områder gælder” skal følges.

Løsninger
Planforhold

Ejendommen er omfattet af kommuneplanramme 5.1.62. Der er i dag ikke lokalplan for
området. Gældende kommuneplanramme giver mulighed for etageboligbyggeri i op til 4 etager
og en bebyggelsesprocent på 60 ud fra den enkelte ejendom.
Planloves § 13, stk. 3 fastslår kommunens pligt til at igangsætte lokalplanlægning, når en privat
bygherre præsenterer et projekt, der kræver lokalplan, men som er i fuld overensstemmelse
med kommuneplanen. Kommunen er forpligtet til at lave et lokalplanforslag, som kan sendes i
offentlig høring.
Forvaltningen mener i øvrigt, at det ikke kan udelukkes af det konkrete projekt kan være
lokalplanpligtigt, da der vil blive tale om væsentlige ændringer i det bestående miljø, fra en
eksisterende bygning (tidligere daginstitution) i én etage til tre bygninger i 3 etager. Projektet
adskiller sig i sin bebyggelsesstruktur (punkthuse), arkitektur og tæthed fra den øvrige
bebyggelse i Lundtofteparken. Ved udarbejdelse af en lokalplan vil der også være mulighed for
at gennemføre en bredere offentlig høring og borgermøde om projektet.
Da det ikke helt entydigt kan siges, at det konkrete projekt er lokalplanpligtigt, foreligger der
også den mulighed, at sagen kan behandles som en byggesag. I en sådan proces vil
borgerinddragelsen blive mindre i tid og omfang.
Forvaltningen har været i dialog med ansøger om idéoplægget. Ansøger vil bidrage med
relevant materiale til en lokalplan.
Forvaltningens vurdering af ideoplægget

Forvaltningen vurderer, at omdannelse af arealet til et levende boligområde er en god idé, og
at en punkthusbebyggelse er velegnet på dette forholdsvist begrænsede areal. Forvaltningen
kan tilslutte sig de viste materialer i lyse tegl og med elementer af træ. Da bebyggelsen
adskiller sig i bebyggelsesstruktur og dens nyere opførelsestidspunkt end de omgivende
etageboliger er det på sin plads at anvende andre materialer også. Såfremt der igangsættes en
planproces, vil forvaltningen indgå i nærmere dialog med ansøger om facadeudtrykket,
herunder om altantårnene som forekommer noget bastante.

Strategisk ramme
Kommuneplan 2025

Kommunalbestyrelsen ønsker, at kommunen som helhed og de enkelte bydele fortsat skal
være attraktiv at bo og leve i. Attraktive bosætningsmuligheder hænger sammen med et bredt
og varieret boligudbud for alle. Boligområderne skal være af høj kvalitet, med mulighed for
indkøb, byliv samt nærhed til grønne områder. Kommunalbestyrelsen ønsker boligudbygning i
balance. Kommunalbestyrelsen arbejder for flere senioregnede boliger i kommunen med
henblik på at fastholde borgerne i kommunen. Der igangsættes undersøgelser af
boligudbuddet på bydelsniveau, inden større nye projekter godkendes. I denne forbindelse har
forvaltningen har udarbejdet et bilag der viser eksisterende boligtyper i Lundtofteparken og på
Lundtoftevej 162.

Videre proces

Såfremt det besluttes at der skal igangsættes en planproces, vil forvaltningen sende
idéoplægget til arkitekturrådet og udarbejde en plangrundlagssag til Byplanudvalget.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutningskompetence
Byplanudvalget beslutter.

Beslutning

Ad 1) Udsat, idet udvalget ønsker, at der før beslutning om igangsættelse af lokalplanproces
udarbejdes et alternativ med en viderebearbejdning af facader, herunder altantårne, og som
indeholder færre, men større boliger for at kunne tilbyde et bredt og varieret boligudbud.
Udvalget finder umiddelbart, at området overordnet mangler større boliger pga. de seneste års
udbygning, primært med studieegnede, små og mellemstore boliger. Skulle der inden en
lokalplans endelige vedtagelse komme lovhjemmel til at fastsætte, at mindst 25 pct. af
boligerne skal være ejerboliger (jf. politisk aftale af 27. januar 2026), ønsker Byplanudvalget at
benytte denne mulighed i en lokalplan. Desuden skal det belyses, hvorvidt bebyggelsen, af
hensyn til naboerne, kan placeres længere fra skel mod Lundtofteparken end i det ansøgte
projekt.
Ad 2) Godkendt, at et revideret ideoplæg forelægges Arkitekturrådet forud for en fornyet
behandling i Byplanudvalget, idet der gøres opmærksom på, at det foreslåede ligger inden for
kommuneplanrammens bestemmelser om anvendelser og bebyggelsesprocent.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Byplanudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.