Besluttet 21. september, Økonomi- og Koordinationsudvalget, Ringkøbing-Skjern
Ny høring – prioritering af kapacitet i elnettet
Administrationen indstiller, at Økonomi- og Koordinationsudvalget godkender forslaget til høringssvar.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- og Koordinationsudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Mandag 21. september 2026
- Status
- Besluttet. Administrationens indstilling godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Formålet med sagen er, at Økonomi- og Koordinationsudvalget tager stilling til, om Ringkøbing-Skjern Kommune skal afgive høringssvar til nye bekendtgørelser om prioritering af kapacitet i elnettet.
Bekendtgørelserne udmønter det lovforslag om prioritering af kapacitet i elnettet, som kommunen afgav høringssvar til den 9. juli 2026.
Administrationen har udarbejdet et udkast til høringsvar, som har fokus på, at:
• netvenlige projekter skal vægtes højt i forhold til at få nettilslutning
• de geografiske og netmæssige forhold ved Stovstrup bør kunne få betydning for prioritering af projekter i området
• eksisterende virksomheders muligheder for fortsat drift, udvikling og elektrificering ikke utilsigtet begrænses
• statsligt udpegede industri- og energiparker ikke bør have en fordel alene som følge af udpegningen
• reglerne ikke utilsigtet må gøre det vanskeligere at gennemføre kollektive varmeløsninger.
Baggrund
Regeringen sendte den 30. juni 2026 et lovforslag i høring om prioritering af kapacitet i elnettet og hensigtsmæssig nettilslutning.
Ringkøbing-Skjern Kommune afgav høringssvar den 9. juli 2026. Kommunen anerkendte behovet for at prioritere kapaciteten i elnettet, men pegede samtidig på, at prioriteringen bør tage hensyn til projekternes konkrete placering, netmæssige kvalitet og samfundsmæssige værdi. Kommunen fremhævede blandt andet lokal produktion af vedvarende energi, nærhed til eksisterende elinfrastruktur samt muligheden for lokal værdiskabelse og arbejdspladser.
Kommunen gjorde desuden opmærksom på, at statsligt udpegede industri- og energiparker ikke bør opnå en særlig fordel alene som følge af den statslige udpegning.
Energistyrelsen har nu sendt seks bekendtgørelser i høring med frist den 22. september 2026. Bekendtgørelserne fastlægger de nærmere regler for blandt andet prioritering af netkapacitet, netvenlighed, fleksibel nettilslutning og Energinets og netvirksomhedernes kompetence til at anvise den mest hensigtsmæssige nettilslutning.
Prioritering af netkapacitet
Der lægges op til fire prioriteringskategorier:
• Beskyttede behov og samfundskritiske funktioner, herunder husholdninger, mindre erhverv og samfundskritiske funktioner
• Grøn omstilling og elektrificering, herunder større erhvervs- og elektrificeringsprojekter
• Energilageranlæg, herunder batterier
• Datacentre.
Kategori 1 er højest prioriteret, mens kategori 4 er lavest prioriteret.
For projekter i kategori 2-4 får vurderingen af netvenlighed en central betydning. Netvenlighed kan f.eks. handle om, at forbrug og produktion placeres tæt på hinanden for at mindske behovet for udbygning af ledningsnet.
Eksisterende virksomhender
Større eksisterende virksomheders konkrete udvidelses- og elektrificeringsprojekter kan være omfattet af de lavere prioriteringskategorier. Administrationen lægger derfor op til, at høringssvaret også fremhæver, at prioriteringsmodellen bør administreres, så eksisterende virksomheders muligheder for fortsat drift, udvikling og elektrificering ikke utilsigtet begrænses.
Stovstrup og netvenlighed
Ringkøbing-Skjern Kommune har gennem mange år arbejdet for at skabe sammenhæng mellem lokal produktion af vedvarende energi, elinfrastruktur og erhvervsudvikling.
Kommunen har derfor udlagt et større erhvervsområde ved 400 kV-stationen i Stovstrup til blandt andet datacentre, PtX og andre energitunge virksomheder.
Administrationen vurderer, at den øgede vægt på netvenlighed er relevant for Stovstrup. Området ligger ved den overordnede elinfrastruktur og i en kommune med meget stor produktion af vedvarende energi. Det er dog Energinet eller den relevante netvirksomhed, der konkret vurderer et projekts netvenlighed.
Det foreslåede høringssvar opfordrer derfor til, at geografiske og netmæssige forhold får reel betydning i den praktiske administration af reglerne. Det kan understøtte, at store elforbrugere placeres dér, hvor de kan bidrage til en hensigtsmæssig og effektiv udnyttelse af elnettet.
Statslige industri- og energiparker
Administrationen lægger op til, at kommunen gentager budskabet i sin tidligere høringssvar om, at statsligt udpegede industri- og energiparker ikke bør få en fordel ved prioritering af netkapacitet.
Kollektive varmeløsninger
Kategori 1 omfatter blandt andet almindelig og forventelig forbrugsudvikling hos husholdninger, mens større konkrete elektrificeringsprojekter som udgangspunkt placeres i kategori 2.
Det kan betyde, at individuelle varmepumper og større kollektive varmeløsninger behandles forskelligt i prioriteringsmodellen. Administrationen lægger op til, at høringssvaret kort berører, at reglerne ikke utilsigtet bør gøre det vanskeligere at gennemføre kollektive varmeløsninger. Kollektive varmeanlæg kan samtidig have gode muligheder for at være netvenlige gennem blandt andet varmeakkumulering, fleksibelt elforbrug og begrænset eller afbrydelig netadgang.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Lov om elforsyning og lov om fremme af vedvarende energi samt de seks bekendtgørelser, som er sendt i høring.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Effektvurdering
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomi- og Koordinationsudvalget godkender forslaget til høringssvar.
Beslutning
Administrationens indstilling godkendt.
Fraværende: Lennart Qvist, Mads Fuglede
Bilag
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Økonomi- og Koordinationsudvalget, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.