Besluttet 2. november, Økonomi- og Koordinationsudvalget, Ringkøbing-Skjern
Status på madservice
Administrationen indstiller, at Økonomi- og Koordinationsudvalget • tager stilling til, hvorvidt alternative løsninger for den fremtidige madproduktion skal undersøges • drøfter om seneste status fra Ejendomscentret om Åkandens levetid og stand giver anledning til en anden beslutning • præciserer, …
Kort fortalt
- Forslaget
- Tager stilling til, hvorvidt alternative løsninger for den fremtidige madproduktion skal undersøges
- Drøfter om seneste status fra Ejendomscentret om Åkandens levetid og stand giver anledning til en anden beslutning
- Præciserer, om udsættelsen af det planlagte udbud skal fastholdes på ét år
Og 1 punkter mere i indstillingen herunder.
- Hvem
- Økonomi- og Koordinationsudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Et flertal i udvalget tilbagesendte sagen til Ældre- og Sundhedsudvalget med en beslutning om, at der arbejdes videre med mulighed 1 og 3. Mads Fuglede kunne ikke tilslutte sig beslutningen.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ældre- og Sundhedsudvalget har på sit møde den 7. oktober 2026 bedt Økonomi- og Koordinationsudvalget præcisere beslutningen omkring udsættelse af det planlagte udbud af Åkanden.
Med denne sag skal Økonomi- og Koordinationsudvalget præcisere beslutningen.
Det fremgår af pressemeddelelsen om budget 2027, at Byrådet har besluttet at udsætte det planlagte udbud på det kommunale køkken Åkanden, mens man afsøger alle muligheder. Beslutningen er truffet, fordi et udbud kræver, at kommunen deponerer 60 mio. kr., hvilket vil sætte likviditeten under pres.
Budgetforliget indeholder en 1-årig udsættelse af det planlagte udbud. Hermed er kassebeholdningen ultimo 2030 på 149mio. kr., hvilket er markant under den politiske målsætning om en ultimo kassebeholdning på 250 mio. kr. Deponering på 60 mio. kr. er indregnet i budget 2027. De afsatte beløb er skønnede og endelige beløb afhænger af et udbudsresultat.
Behov for snarlig afklaring og beslutning
Ejendomscentret ser med stigende bekymring på udskydelsen.
Ejendomscentret har for 3 år siden estimeret, at Åkandens lokaler i Tarm kunne holde i 5 år. På det seneste er der imidlertid opstået væsentlige udfordringer, som gør, at en beslutning om endelig løsning presser sig på.
Åkanden varetager en af kommunens mest kritiske funktioner og leverer dagligt mad til blandt andet ældre og andre sårbare borgere. Et driftsstop kan derfor få alvorlige konsekvenser for kommunens madforsyning.
Bygningens tilstand giver samtidig anledning til bekymring for medarbejdernes arbejdsmiljø og risikoen for påvirkning af fødevaresikkerheden. Ejendomscentret vurderer, at der er en væsentlig risiko for, at Fødevarestyrelsen med kort varsel kan kræve omfattende udbedringer eller i værste fald indstille driften, særligt når der ikke længere foreligger et aktivt projekt for en fremtidig løsning.
Ejendomscentret anerkender de økonomiske udfordringer bag udskydelsen, men understreger, at bygningens tilstand kræver handling og anbefaler derfor, at der hurtigst muligt træffes beslutning om Åkandens fremtid.
Der henvises herudover til nærmere uddybning i vedhæftede bilag.
Muligheder
Administrationen vurderer, at der er 3 mulige løsninger:
• Udbud af et køkken, som kommunen kan leje sig ind i (svarende til det vedtagne budget 2027). Her er tale om en udgift til deponering svarende til byggeomkostningerne. Deponeringen belaster kassebeholdningen, men ikke anlægsrammen. Deponeringsudgifter frigives i lige rater over 25 år. Herudover vil der være lejeudgift, som belaster servicerammen. Størrelsen af de konkrete udgifter afhænger af udbuddet. Der er i budget 2027 skønsmæssigt indregnet deponering på 60 mio. kr. i samt årlig huslejeudgift på 3,5 mio. kr.
Udbud af et køkken, som kommunen kan leje sig ind i, kan fortsat igangsættes med relativ kort varsel, idet udbudsmaterialet ligger klart.
• Kommunalt byggeri af et køkken til madproduktion vil belaste kassebeholdningen og anlægsrammen, men kræver ikke deponering. Hvorvidt et kommunalt byggeri og driftsbeløb til fremadrettet vedligehold og løbende udskiftning af køkkeninventar vil kunne afholdes indenfor de allerede afsatte budgetbeløb afhænger af et udbudsresultat.
Kommunalt byggeri kræver, at der frigøres anlægsramme. Aktuelt er er der i årene 2028-2030 i gennemsnit afsat bruttoanlægsudgifter til konkrete projekter og puljer på 157 mio. kr. årligt. Den forventede anlægsramme er på 164 mio. kr. Der er således set over perioden 2028-2030 ca. 21 mio. kr. i ledig anlægsramme. Det betyder, at andre anlægsprojekter eller puljer i budgettets investeringsplan skal nulstilles eller flyttes til senere år, hvis der skal skabes ledig anlægsramme.
• Udlicitering af madservice. Hvis kommunen vælger at nedlægge sin egen kommunale madproduktion og i stedet købe mad ved en ekstern leverandør vil der hverken være investeringsudgifter eller deponeringsudgifter (som pt. er indarbejdet med 60 mio. kr.) og driftsudgiften vil være afhængig af resultatet af et udbud. Resultatet af et udbud kan ikke umiddelbart sammenholdes med et kommunalt kontrolbud, fordi kommunen ikke selv har en fremtidig lokation til madproduktion, der kan danne udgangspunkt for en kontrolberegning.
Ved valg af udlicitering vil kommunen være afhængig af en ekstern leverandør og vil i nogen grad miste sin egen kompetence på området. Der vil dog fortsat være køkkener ved de fleste plejecentre. Hidtil har det kommunale køkken Åkanden haft en konsulentrolle i forhold til de øvrige køkkener.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Kommunen er forpligtet på at levere madservice. Opgaven kan løses i kommunen eller købes eksternt. Ved eksternt køb er der tale om udbudspligt.
Økonomi
2024 blev der afsat 0,5 mio. kr. til eventuelle konsulentudgifter i forbindelse med analysen af madserviceområdet. Her er et ikke disponeret restbudget på 0,230 mio. kr. I budget 2025 blev der afsat 0,700 mio. kr. til processen omkring udbud af et køkken, som kommunen kan leje. Her er et ikke disponeret restbudget på 0,565 mio. kr. Således er der et ikke disponeret restbudget på i alt 0,795 mio. kr.
I det vedtagne budget 2027 er der afsat et estimeret beløb til husleje på 3,5 mio. kr. årligt fra 2028 ligesom der er budgetlagt med deponering på 60 mio. kr. fordelt med 30 mio. kr. i 2028 og 30 mio. kr. i 2029.
Der er ikke afsat midler til nedrivning af Åkanden.
Effektvurdering
Valget af løsning for den fremtidige madproduktion kan få betydning for kommunens mulighed for at fastholde køkkenfaglige kompetencer, sikre stabil levering af mad og udvikle kvaliteten i madservice.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomi- og Koordinationsudvalget
• tager stilling til, hvorvidt alternative løsninger for den fremtidige madproduktion skal undersøges
• drøfter om seneste status fra Ejendomscentret om Åkandens levetid og stand giver anledning til en anden beslutning
• præciserer, om udsættelsen af det planlagte udbud skal fastholdes på ét år,
• fastlægger rammerne for den videre proces frem mod en endelig beslutning
Beslutning
Et flertal i udvalget tilbagesendte sagen til Ældre- og Sundhedsudvalget med en beslutning om, at der arbejdes videre med mulighed 1 og 3. Mads Fuglede kunne ikke tilslutte sig beslutningen.
Fraværende: Kristian Andersen, Lone Andersen
Bilag
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Økonomi- og Koordinationsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.