Spring til indholdet
Sønderborg
Skift kommune
KøbenhavnSønderborgAlle kommuner

På dagsordenen 5. november, Børn-, Skole- og Familieudvalget, Sønderborg

Drøftelse af scenarier for skolestart

Børn-, Skole- og Familieudvalget drøftede på mødet den 8. oktober 2026 en udrulning af skolestart i august på alle kommunale skoler. Sagen er aktuel som konsekvens af aftalen om minimumsnormeringer frem til skolestart, der gælder fra 2027.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Børn-, Skole- og Familieudvalget, Sønderborg Kommune
Hvornår
Torsdag 5. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på sonderborgkommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Børn-, Skole- og Familieudvalget at drøfte
to scenarier for skolestart.

Sagsfremstilling

Børn-, Skole- og Familieudvalget drøftede på mødet den 8. oktober 2026 en udrulning af skolestart i august på alle
kommunale skoler.
Baggrunden er henvendelser fra flere forældrebestyrelser i dagtilbud og skoler med ønske om at flytte skolestarten
til august. Flere skoler har desuden tilkendegivet samme ønske ved årets skoleudviklingssamtaler.
Sagen er desuden aktuel som konsekvens af aftalen om minimumsnormeringer frem til skolestart, der er gældende
fra 2027. Forvaltningen vurderer, at skolerne får svært ved at leve op til aftalen med skolestart i maj 2027 og opnå
den ønskede faglige kvalitet i forårs SFO.
Herunder belyses to scenarier og de pædagogiske, økonomiske og organisatoriske konsekvenser. Scenarie 1
indebærer skolestart i august på alle kommunale skoler. Scenarie 2 indebærer lokal beslutning om skolestart i maj
eller august.

Scenarie 1: Fuld udrulning af skolestart i august
Scenarie 1 indebærer en fælles overgang fra dagtilbud til skole i august.
Forvaltningen anbefaler scenarie 1. En fælles overgang i august giver mulighed for færre skift og større kontinuitet i
børnenes overgang fra dagtilbud til skole. Modellen understøtter samtidig en mere ensartet organisering og
gennemskuelig økonomistyring og reducerer behovet for kortvarig rekruttering til førskole.
Henvendelserne fra bestyrelser og skoler indgår ligeledes i vurderingen.

Jf. den landsdækkende undersøgelse Førskole, børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder, udarbejdet af VIVE
i 2022, er der ikke påvist en trivselsgevinst hos børn, der begynder i førskole i foråret. Analysen viser derimod en
lidt højere mistrivsel (2 pct.) blandt børn i førskole sammenlignet med børn, der overgår direkte fra børnehave til 0.
klasse.

Færre skift og kontinuitet i overgangen
Ved skolestart i august har børnene mulighed for at afslutte tiden i dagtilbud med kendte voksne og
børnefællesskaber og derefter overgå samlet til skole og SFO. Dermed undgås en særskilt overgang til førskole i
barnets sidste dagtilbudsår.
Skolestart i august vil også give alle børn et fælles tidspunkt for skolestart – uanset om de skal overgå til et almeneller specialtilbud.
Forvaltningen vurderer, at dette giver bedre mulighed for kontinuitet og en sammenhængende pædagogisk
tilrettelæggelse af overgangen.
For de børn, der potentielt har brug for udskudt skolestart eller et specialskoletilbud, vil skolestart i august give det
pædagogiske personale længere tid til at arbejde med børnene, inden en sådan vurdering skal tages.
Derudover efterleves aftalen om minimumsnormeringer frem til skolestart allerede i dagtilbuddene, hvor det
tilstræbes at have et personale, der består af 80 pct. pædagoger.
Forskningen peger generelt på en sammenhæng mellem kvaliteten af børns lærings- og udviklingsmiljøer, de
voksnes kompetencer og stabiliteten i relationerne omkring barnet. Uddannet pædagogisk personale kan bidrage til
at understøtte børns trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder.

Økonomi

En fuld udrulning af skolestart i august anslås at medføre en årlig nettomerudgift på 3,7 mio. kr. Beregningen
omfatter børn i både kommunale og private dagtilbud og er baseret på et gennemsnitligt børnetal for 2024-2026.
Ved gennemførelse af modellen skal 3,8 mio. kr. årligt overføres fra politikområde 15 til politikområde 14. Beløbet
svarer til den anslåede mindreudgift på skole- og SFO-området og indgår i finansieringen af den årlige merudgift på
7,5 mio. kr. på dagtilbudsområdet.
Forvaltningen foreslår at finansiere nettomerudgiften med DUT-midler afsat til at forlænge minimumsnormeringerne
frem til skolestart. DUT-midlerne udgør 3,7 mio. kr. årligt og dækker dermed den beregnede nettomerudgift ved det
forudsatte børnetal.
Forvaltningen vurderer, at en fælles overgang i august giver et mere gennemskueligt grundlag for budgetlægning
og økonomiopfølgning end en model med forskellige overgangstidspunkter.

Skolestart for fri- og privatskoler
Jf. friskolelovens § 36 b vil en fælles overgang i august på alle kommunale skoler også medføre overgang i august
for fri- og privatskoler, da overflytningen fra dagtilbud ikke kan ske tidligere end på de kommunale skoler.
Muligheden for mini-SFO afhænger dermed af kommunens overgangstidspunkt.

Kapacitet i private dagtilbud

Ved en udrulning af skolestart i august kan der i overgangsåret 2027 opstå kapacitetsudfordringer i de private
dagtilbud i maj, juni og juli. Det skyldes, at de kommende skolebørn bliver længere i dagtilbuddene, samtidig med
at nye børn allerede er indskrevet efter de gældende regler.
Forvaltningen foreslår en dialog med de private dagtilbud om håndtering af de praktiske og kapacitetsmæssige
konsekvenser og om tilrettelæggelsen af børnenes overgang til skole.

Scenarie 2: Delvis udrulning af skolestart i august
Scenarie 2 indebærer, at den enkelte skole selv fastlægger, om overgangen skal ske i maj eller august. Scenariet
giver mulighed for lokal tilpasning, men indebærer forskellige overgangstidspunkter på tværs af kommunen.
Lokal frihed ved valg af overgangstidspunkt skal efter forvaltningens vurdering afvejes over for hensynet til en
sammenhængende overgang for børnene, organisering af minimumsnormeringerne og en gennemskuelig
økonomistyring.

Minimumsnormeringer og organisering
Aftalen om minimumsnormeringer frem til skolestart indebærer efter forvaltningens vurdering et øget behov for
personale på skoler med førskole i foråret. Behovet vedrører en kort periode og kan derfor medføre
rekrutteringsmæssige udfordringer. Derudover vil børnene skulle forholde sig til nye voksne i en midlertidig periode.
Hvis behovet dækkes med personale uden pædagogisk uddannelse, vurderer forvaltningen, at det kan påvirke den
pædagogiske kvalitet og dermed børnenes trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder i førskolen.

Et estimat over de årlige økonomiske konsekvenser vil afhænge af antallet af skoler, der vælger at have skolestart i
henholdsvis maj og august.
Forvaltningen vurderer, at modellen vil gøre administration og økonomistyring mere kompleks. Budgetlægningen vil
afhænge af både børnetallet og de lokale valg af overgangstidspunkt, hvilket skaber større usikkerhed om
fremtidige udgifter.

Friskolers skolestart
Forvaltningen har rettet henvendelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for at få belyst konsekvenserne i
relation til scenarie 2 for fri- og privatskolerne. Forvaltningen afventer svar på henvendelsen.

Kapacitet i kommunale og private dagtilbud
En delvis udrulning af skolestart i enten maj eller august vil for kommunale og private dagtilbud medføre, at
børnene overgår til skole i enten maj eller august. Da tilmelding til skole sker i januar måned i det år, barnet overgår
til skole, vil der i nogle dagtilbud med snitflader til flere skoler kunne opstå uklarhed i forhold til, hvor mange pladser
dagtilbuddet reelt har i månederne maj, juni og juli til nye børn i børnehaven.

De øvrige sønderjyske kommuner har skolestart i august.

Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser, idet det er en drøftelsessag.

Kilde: Sønderborg Kommune, Børn-, Skole- og Familieudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.