På dagsordenen 11. november, Sundheds- og ældreudvalget, Syddjurs
Temperaturmåling af den sundhedsfaglige kvalitet i borgerteams
Med denne sag orienteres Sundheds- og ældreudvalget om resultaterne af en gennemført temperaturmåling af den sundhedsfaglige kvalitet i borgerteams i Syddjurs Kommune. Temperaturmålingen er gennemført for alle borgerteams.
Kort fortalt
- Hvem
- Sundheds- og ældreudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 11. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Indsigterne fra temperaturmålingen indgår jævnfør ovenstående i det fortsatte kvalitetsarbejde i borgerteamsorganisationen med fokus rettet mod de steder, hvor temperaturmålingen har givet anledning til en særlig opmærksomhed.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
På Sundheds- og ældreudvalgets møde den 12. august 2026 behandlede udvalget Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsrapport af Borgerteam 3 – Ugelbølle Vest, der indeholdt flere påbud. På den baggrund besluttede Sundheds- og ældreudvalget, at der skulle gives en status på, hvordan de emner, der indgår i påbuddene, ser ud i kommunens andre borgerteams.
Jævnfør orientering på Sundheds- og ældreudvalgets møde den 1. oktober 2026 er der gennemført en temperaturmåling af den sundhedsfaglige kvalitet i samtlige borgerteams i perioden 17. september til den 5. oktober 2026. Temperaturmålingen har bestået af to dele:
1) En skriftlig tilbagemelding fra lederne på en spørgeramme udarbejdet med afsæt i målepunkter for tilsyn på plejeområdet.
2) Stikprøver af to journaler per borgerteam på baggrund af udvalgte parametre i journalen.
Det er vigtigt at understrege, at der med temperaturmålingen ikke er tale om en dybdegående analyse af den sundhedsfaglige kvalitet i samtlige borgerteams, men at tilbagemeldingerne er et udtryk for ledernes og de kvalitetsansvarliges vurderinger ud fra den givne spørgeramme.
Den sundhedsfaglige kvalitet vurderes med udgangspunkt i de krav og standarder, som følger af gældende lovgivning, herunder sundhedsloven samt tilhørende bekendtgørelser og vejledninger. I temperaturmålingen er der spurgt ind til områder, som indgår i Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn, herunder eksempelvis sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning, journalføring, medicinhåndtering, delegation af forbeholdte sundhedsfaglige opgaver samt overholdelse af instrukser.
Resultaterne og indholdet i temperaturmålingen indgår i det fortsatte løbende kvalitetsarbejde i borgerteams.
Tværgående opmærksomhedspunkter i arbejdet med den sundhedsfaglige kvalitet i borgerteams
Overordnet viser temperaturmålingen, at der arbejdes godt med den sundhedsfaglige kvalitet i alle 11 borgerteams. Som ventet viser temperaturmålingen også, at der er forskelligartede udfordringer på tværs af borgerteams, hvoraf nogle er betinget af rekrutteringsvanskeligheder i forhold til de rette faglige kompetencer, mens andre mere handler om, at introduktioner, retningslinjer, arbejdsgange og lignende ikke er helt færdigimplementerede alle steder. Samlet set viser temperaturmålingen, at det er de rette indsatser, der i forvejen arbejdes og planlægges med.
I temperaturmålingen kan der samlet set identificeres følgende fem temaer, der har indvirkning på den sundhedsfaglige kvalitet, og som – i forskelligt omfang – går igen på tværs af borgerteams. Disse er og vil også være centrale i det fortsatte arbejde med den sundhedsfaglige kvalitet i borgerteams. Det er også vigtigt at bemærke, at besvarelsen viser, at der er forskellige udfordringer og dermed også forskellige behov i de respektive borgerteams, hvilket der også vil blive arbejdet med lokalt. Igen tages forbehold for, at der er tale om en temperaturmåling og ikke en dybdegående analyse.
Temaerne og resultaterne fra de gennemførte stikprøver vil blive uddybet på mødet.
1) Introduktion og oplæring
Temperaturmålingen viser et behov for øget fokus på gennemførelse af det samlede introduktionsprogram for nye medarbejdere samt et behov for større ensartethed i introduktionsforløb på tværs af klynger. Derudover skal der være en løbende opmærksomhed på fastholdelse af kompetencer for alle medarbejdere. Manglende gennemførelse af introduktionsforløb og utilstrækkelig vedligeholdelse af kompetencer kan have betydning for den sundhedsfaglige kvalitet og patientsikkerheden i og med, at der blandt andet kan være øget risiko for fejl i medicinhåndteringen, mangelfuld journalføring og en mere uensartet opgaveløsning på tværs af organisationen. Det er særligt en udfordring i teams, hvor der er stor personaleomsætning og i teams med mindre god systematik.
2) Rekruttering og tilknytning
Særligt Klynge Øst, er udfordret på rekruttering og bemanding. Dette medfører manglende stabilitet og vikarforbrug i forbindelse med sygeplejefaglige ressourcer, hvilket påvirker kvalitetsarbejdet negativt. Det sker blandt andet ved, at kontinuiteten i borgerforløbene reduceres, behovet for oplæring af nye medarbejdere og vikarer øges samtidig med, at mulighederne for systematisk kvalitetsudvikling begrænses. Dette øger sårbarheden i forhold til dokumentation, opfølgning og implementering af faglige standarder.
3) Sygeplejefaglige ressourcer
Efterspørgsel efter sygeplejefaglige ressourcer fremstår som et gennemgående tema på tværs af samtlige besvarelser. De sundhedsfaglige opgaver varetages i det daglige af forskellige faggrupper, herunder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Dette forudsætter tilstrækkelig sygeplejefaglig kapacitet til at understøtte opgaveoverdragelse, oplæring, supervision og faglig opfølgning. Den begrænsede sygeplejefaglige kapacitet udfordrer dermed mulighederne for at arbejde systematisk med kompetenceudvikling, følgedage, bedside-undervisning, audits, dokumentationsopfølgning, opgaveoverdragelse og implementering af instrukser.
4) Implementering af faglige instrukser
Der er behov for et fortsat stort fokus på dokumentation i og med, at næsten alle teams peger på manglende ensartethed i dokumentationen, behov for større systematik, udfordringer med journalføring, manglende tid til dokumentation og behov for løbende undervisning og opfølgning. Derudover kræves også et vedvarende fokus på systematik og kompetenceudvikling i forbindelse med medicinhåndtering for at sikre en ensartet og høj kvalitet, samt et fortsat fokus på implementering af instrukser i praksis, da flere teams beskriver, at instrukser ikke altid anvendes konsekvent. Her beskrives også, at implementeringen udfordres af vikarforbrug, der udfordrer kontinuiteten og ensartetheden i opgaveløsningen, da kendskabet til lokale instrukser, arbejdsgange og dokumentationskrav ofte er mindre.
5) Organisering og samarbejde på tværs
Et velfungerende samarbejde på tværs af sektorer og internt i organisationen er en vigtig forudsætning for høj sundhedsfaglig kvalitet og patientsikkerhed. Ved indlæggelse er hospitalets mulighed for hurtigt at danne sig et retvisende billede af borgerens normale tilstand, funktionsniveau og aktuelle indsatser afhængig af en fyldestgørende og opdateret indlæggelsesrapport, som genereres fra dokumentation i den kommunale journal. Mangelfuld eller uensartet dokumentation kan vanskeliggøre dette og dermed udfordre et sammenhængende behandlingsforløb.
Temperaturmålingen peger samtidig på, at informationsflowet i forbindelse med interne overgange opleves som sårbart. Særligt ved hospitalsudskrivelser beskrives udfordringer med rettidig og entydig informationsoverdragelse i egen organisation – eksempelvis mellem visitationen og borgerteams. Utilstrækkelig koordinering kan potentielt medføre risiko for uklarhed om ansvar, forsinket iværksættelse af indsatser samt behov for dobbeltarbejde og ekstra opfølgning. Derudover peger flere besvarelser på et ønske om, at kvalitetsarbejdet og kvalitetsorganisationen kobles tættere til den daglige drift, og at der i højere grad sikres specialistkompetencer og sygeplejefaglige ressourcer på tværs af den samlede borgerteamsorganisation.
Hvordan sikres det videre kvalitetsarbejde
Ovenstående temaer vil være centrale i det fortsatte og fremadrettede kvalitetsarbejde i borgerteams. Indsigterne fra temperaturmålingen ligger fint i tråd med det igangværende kvalitetsarbejde og løses gennem den kvalitetsorganisering, der i forvejen er omkring borgerteams i dag for på den måde at sikre et vedvarende og kontinuerligt fokus på en langsigtet implementering af arbejdet. Derudover er der i selvsamme kvalitetsorganisering et fokus på, at der fremadrettet skal anlægges en endnu mere proaktiv tilgang til kvalitetsarbejdet.
Dermed vil fokus være på forsat implementering af igangværende indsatser og kvalitetsforbedrende initiativer, såsom udarbejdelse af nyt auditskema til gennemførelse af stikprøver med henblik på sammenhæng i journalen. Derudover suppleres dette arbejde med yderligere tiltag i forlængelse af temperaturmålingen som eksempelvis udarbejdelse af mere ensartede introduktionsforløb på tværs af alle klynger. Dette understøttes også af de i Budget 2027 afsatte midler til opnormering af sygeplejersker i borgerteams og en ekstra kvalitetskonsulent.
Vurdering
I temperaturmålingen beskrives mange enten igangværende eller planlagte forbedringsinitiativer og arbejdsgange i forbindelse med sikringen af den sundhedsfaglige kvalitet. Dette sker løbende, men også særligt på baggrund af iværksatte handlingsplaner og organisatoriske ændringer i forbindelse med påbuddene i borgerteam 3 – Ugelbølle Vest, som der ligeledes er orienteret om på udvalgsmøde den 1. oktober 2026. Igen er det vigtigt at understrege, at der med temperaturmålingen er tale om vurderinger på et overordnet niveau og ud fra den givne spørgeramme, og at der altså ikke er tale om en hverken objektiv eller dybdegående analyse.
Administrationen vurderer på den baggrund, at de igangværende initiativer og de yderligere planlagte initiativer understøtter den ønskede udvikling, men at der fortsat skal arbejdes mere med de gode forudsætninger for at nå i mål med planer og igangsatte initiativer såsom forbedringsmetoder, arbejdsgangsanalyser og datadrevet forbedringsarbejde. Dette vil kræve kompetenceudvikling af ledere og kvalitetsansvarlige i metoderne. De første kvalitetsansvarlige er i gang med denne kompetenceudvikling, og det er planlagt, at flere både ledere og kvalitetsansvarlige også skal kompetenceudvikles. Dertil vurderes det, at der med fordel kan arbejdes mere systematisk med kvalitetsarbejdet på tværs af klynger og borgerteams. Implementeringen vurderes dermed også at være en længerevarende proces, blandt andet som følge af manglende adgang til de nødvendige faglige kompetencer og generelle rekrutteringsudfordringer, behov for kompetenceudvikling med mere.
Samtidig vurderes flere tiltag i Budget 2027, herunder afsatte midler til opnormering af sygeplejersker i borgerteams og midler til ansættelse af en ekstra kvalitetskonsulent med henblik på styrkelse af kvalitetsarbejdet også at understøtte arbejdet med højnelse af kvaliteten i forhold til de områder, der beskrives i temperaturmålingen.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Administrationens indstilling i denne sag har ingen direkte økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indsigterne fra temperaturmålingen indgår jævnfør ovenstående i det fortsatte kvalitetsarbejde i borgerteamsorganisationen med fokus rettet mod de steder, hvor temperaturmålingen har givet anledning til en særlig opmærksomhed.
I forbindelse med afsatte ressourcer i Budget 2027, orienteres Sundheds- og ældreudvalget om status på indsatserne medio 2027 med henblik på at følge udviklingen, og at indsatserne kan justeres efter behov. I den forbindelse vil der også blive givet en status på arbejdet med kvaliteten i borgerteams.
Lovgrundlag
• Sundhedsloven
• Autorisationsloven
• Journalføringsbekendtgørelsen
• Bekendtgørelser og vejledninger om medicinhåndtering
Indstilling
Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Sundheds- og ældreudvalget at tage orienteringen om temperaturmålingen af den sundhedsfaglige kvalitet i borgerteams til efterretning.
Kilde: Syddjurs Kommune, Sundheds- og ældreudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 105. Læs den originale sag hos kommunen.