Varde
Skift kommune
KøbenhavnVardeAlle kommuner

Besluttet 23. september, Teknik- og Miljøudvalget, Varde

Orientering. Sektorkoblet anlæg ved Ølgod: Planlægning, miljøvurdering og godkendelser

Sagskomplekset for et sektorkoblet anlæg ved Krageris består af de fire beslutningspunktersager, der fremgår af listen herunder. Alle sager behandles i Økonomi- og Personaleudvalget og endeligt i Byrådet.

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Varde Kommune
Hvornår
Onsdag 23. september 2026
Status
Besluttet. Anbefalingen blev godkendt. Fraværende Mikkel Berggreen Schmidt Tidligere beslutninger Plan- og Udviklingsudvalget Orienteringen blev taget til efterretning. Fraværende.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sagskomplekset for et sektorkoblet anlæg ved Krageris består af de fire beslutningspunktersager, der
fremgår af listen herunder. Alle sager behandles i Økonomi- og Personaleudvalget og endeligt i
Byrådet. Forkortelsen i parentes angiver det politiske udvalg, som har førstebehandling af den enkelte
sag. Som et sammenhængende sagskompleks skal der være overensstemmelse mellem
beslutningerne til de enkelte dagsordenspunkter.

Tillæg 02 til Kommuneplan 2025 (PUU)
Lokalplan 24.10.L03 inkl. udbygningsaftale (PUU)
Nedlæggelse af offentlige og private fællesveje (TMU)
Miljøkonsekvensvurdering og § 25-tilladelse (VVM-tilladelse) (PUU)

Introduktion
Byrådet behandlede 20. april 2026 sagskomplekset for et sektorkoblet anlæg ved Krageris nordøst for
Ølgod. Det sektorkoblede anlæg består af datacenter og væksthusgartneri, hvor overskudsvarme fra
datacentret anvendes til opvarmning af gartneriets væksthuse. Udover behandling af forslag til de
planer og dokumenter, der nu skal tages endelig stilling til, omfatter sagskomplekset:

Tillæg 19 til Spildevandsplan 2019-2029
Ekspropriationsvillighed for offentlig vej
Midlertidig fritagelse for forøget grundskyld og dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 10

Der gøres opmærksom på, at miljørapportens kapitel 2 indeholder et overbliksskabende ikke-teknisk
resumé af projektet.
I det følgende opsummeres de planer, tilladelser og tilkendegivelser, der skal eller har været politisk
behandlet som del af sagskomplekset. Anlæggets realisering kræver desuden øvrige godkendelser,
dispensationer og tilladelser, f.eks. nedsivningstilladelse og dispensation fra naturbeskyttelseslovens §
3, som dog ikke kræver politisk behandling.
Tillæg 02 til Kommuneplan 2025
Projektområdet er ikke omfattet af en kommuneplanramme i Kommuneplan 2025. Der skal derfor
vedtages et tillæg til kommuneplanen, før lokalplan 24.10.L03 for området kan vedtages. Et forslag til
et kommuneplantillæg for området har derfor været i offentlig i høring i perioden 29. april-25. juni
2026. Kommuneplantillægget skal vedtages politisk.
Lokalplan 24.10.L03 inkl. udbygningsaftale
Det sektorkoblede anlæg er lokalplanpligtigt. Et forslag til en lokalplan for projektområdet har derfor
været i offentlig i høring i perioden 29. april-25. juni 2026. Lokalplanen er projektspecifik og giver
alene mulighed for, at der i området kan etableres et sektorkoblet anlæg med datacenter,
væksthusgartneri og tilhørende anlæg og friarealer som beskrevet i projektbeskrivelsen. Lokalplanen
skal vedtages politisk.
Projektudvikleren har tilbudt at stå for og finansiere udvidelse af Kragerisvej mellem Herningvej og
projektområdet, etableringen af et kanaliseringsanlæg på Herningvej i forbindelse hermed samt
etablering af en ny sekundær vej mellem Herningvej og projektområdet. Der er derfor udarbejdet en
udbygningsaftale efter planlovens bestemmelser. Udbygningsaftalen offentliggøres sammen med
lokalplanen.

Tillæg 19 til Spildevandsplan 2019-2029
Projektet medfører, at der vil skulle afledes sanitært spildevand fra projektområdet. Området er ikke
omfattet af spildevandsplanen, og et forslag til tillæg til spildevandsplanen har derfor været i offentlig i
høring i perioden 29. april til 25. juni 2026. Da der ikke er indkommet bemærkninger til
spildevandsplantillægget, er forvaltningen bemyndiget til at vedtage tillægget administrativt.
Spildevandsplantillægget skal derfor ikke vedtages politisk.
Ekspropriationsvillighed for offentlig vej
Det er fra projektudviklers side en betingelse for udbygningsaftalen, at Varde Kommune udtrykker
ekspropriationsvillighed til erhvervelse af de nødvendige arealer for etablering af vejanlæggene. Der
blev udtrykt ekspropriationsvillighed på byrådsmødet en 20. april 2026. Emnet skal derfor ikke
behandles.
Nedlæggelse af offentlige og private fællesveje
Med projektets realisering ændres forløbet af Kragerisvej, der er en offentlig vej, inden for
projektområdet, og vejen opdeles. Der skal derfor tages stilling til vejens nedlæggelse. Fremtidige
veje inden for projektområdet vil være private fællesveje. Den endelige beslutning om vejnedlæggelse
skal vedtages politisk.
Miljøvurdering og § 25-tilladelse
Projektudvikler har udarbejdet en miljøkonsekvensvurdering af projektet, lige som der er blevet
foretaget miljøvurdering af planerne. Da der er stort sammenfald mellem de emner, der er vurderet
for planerne og projektet, er de to miljøvurderinger samlet i en fælles miljørapport, der har været i
offentlig i høring i perioden 29. april til 25. juni 2026.
På baggrund af miljørapporten og høringen heraf skal Varde Kommune træffe afgørelse efter
miljøvurderingslovens § 25, om der kan gives tilladelse til projektet. Forvaltningen har udarbejdet
forslag til § 25-tilladelse, der indeholder en række forudsætninger og vilkår for projektets
gennemførelse. Forslaget til § 25-tilladelsen har været i offentlig høring sammen med miljørapporten,
planerne, tilslutningstilladelse, indvindingstilladelse og miljøgodkendelse. § 25-tilladelsen skal
vedtages politisk.
Midlertidig fritagelse for forøget grundskyld og dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 10
Med den endelige vedtagelse af lokalplan 24.10.L03 overføres projektområdet til byzone. På baggrund
af den nye mulighed for at udnytte området til datacenter og væksthusgartneri forventes det, at
grundværdien stiger med mere end 20 pct. Byrådet kan derfor meddele hel eller delvis fritagelse for
stigning i grundskylden og dækningsafgiften, jf. ejendomsskattelovens § 10. Det er en forudsætning
for fritagelsen, at ejendommene ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det er tilladt i dag.
Fritagelsen vil sikre de nuværende ejere mod uforholdsmæssig stor skattestigning i perioden frem til
projektudviklers overtagelse. Da projektudvikler har overtaget ejendommene inden for
lokalplanområdet, frafalder anmodningen om fritagelse for forøget grundskyld m.v. Emnet skal derfor
ikke behandles.
Tværkommunal miljøvurdering
Projektområdet ligger i Varde Kommune, og Varde Kommune er således planmyndighed. Projektet
tilsluttes elnettet på N1’s transformatorstation ved Ådum i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Nettilslutningen er en forudsætning for projektet, og kabelanlægget er derfor omfattet af
miljørapporten, og Ringkøbing-Skjern Kommune er VVM-myndighed på den del af anlægget, som
ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Miljøvurderingen har været gennemført som en samlet myndighedsproces mellem de to kommuner
med Varde Kommune som den koordinerende myndighed.
§ 25-tilladelsen for den del af projektet, som ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune, behandles af
Ringkøbing-Skjern Kommunes Plan- og Trafikudvalget på møde 22. september 2026.
FORVALTNINGENS

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at det samlede plangrundlag og projekt er i overensstemmelse med Byrådets
beslutning om at understøtte etablering af fyrtårnsprojekter med sektorkobling i kommunen.
Forvaltningen vurderer ligeledes, at det ovenfor præsenterede sagskompleks repræsenterer de
nødvendige beslutninger for projektets gennemførelse.
KONSEKVENS I FORHOLD TIL VORES VISION, BYRÅDSGRUNDLAGET OG POLITIKKER
I strategien ”Vækst i Varde Kommune – strategi for samarbejde om vækst mellem virksomheder og
kommune, 2017-2025” fremgår det som en kommunal indsats, at ”Varde Kommune vil arbejde
målrettet på at tiltrække f.eks. store datacentre og andre pladskrævende virksomheder, der kan
udnytte de gode pladsforhold og vores infrastrukturelle styrker i forhold til elforsynings- og
bredbåndsnettet.” Det sektorkoblede anlæg er et resultat af denne indsats.
Det forventes, at det samlede sektorkoblede anlæg vil rumme op til 600 arbejdspladser, og projektet
kan derfor være med til at indfri vækststrategiens målsætning om forøgelse af antallet af
arbejdspladser i Varde Kommune.
RETSGRUNDLAG
Planloven
Miljøvurderingsloven
Miljøvurderingsbekendtgørelsen
Ejendomsskatteloven
Vejloven
Miljøbeskyttelsesloven
Spildevandsbekendtgørelsen
Habitatbekendtgørelsen

Økonomi

Ingen
HØRING
Ingen
ANBEFALING
Forvaltningen anbefaler, at det indstilles til Byrådet,
at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Anbefalingen blev godkendt.
Fraværende
Mikkel Berggreen Schmidt

Tidligere beslutninger
Plan- og Udviklingsudvalget
Orienteringen blev taget til efterretning.
Fraværende

Kilde: Varde Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.