Besluttet 16. september, Teknisk Udvalg, Viborg
Stibro over banen i Bjerringbro
Bjerringbro Station er udpeget af staten i Infrastrukturplan 2035 som en af syv stationer med en bydelsforbindende perronovergang. Banedanmarks beslutning om nedlæggelse af den sydlige perronovergang vil fjerne en vigtig forbindelse mellem byens nordlige og sydlige bydele.
Bydele i sagen: Bjerringbro
Kort fortalt
- Forslaget
- Viborg Kommune meddeler Banedanmark, at der ikke ønskes en løsning, hvor den sydlige perronovergang nedlægges uden etablering af en alternativ forbindelse på tværs af banen.
- Hvem
- Teknisk Udvalg, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 16. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen blev godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Teknisk Udvalg,
1. at Viborg Kommune meddeler Banedanmark, at der ikke ønskes en løsning, hvor den sydlige perronovergang nedlægges uden etablering af en alternativ forbindelse på tværs af banen.
Sagsfremstilling
Historik
Intet.
Inddragelse og høring
Intet.
Beskrivelse
I 2018 udarbejdede Banedanmark en rapport, der undersøgte mulighederne for at forbedre tilgængeligheden på Bjerringbro Station for personer med nedsat mobilitet. Rapporten vurderer forskellige tekniske løsninger, herunder etablering af en ny perronbro eller en tunnel med elevatorer som erstatning for den eksisterende overgang til ø-perronen. Formålet er at sikre hindringsfri adgang til perronerne og skabe grundlag for beslutning om den videre realisering af projektet.
Der er med den statslige, politiske aftale om Infrastrukturplan 2035 (Danmarks langsigtede investeringsplan for transportområdet) afsat en pulje på 150 mio. kr. (2021-priser) til forbedring af sikkerheden og tilgængeligheden ved udvalgte perronovergange. Bjerringbro Station er blandt de syv udvalgte stationer, da stationens perronovergange har karakter af bydelsforbindende.
Oversigtskort er i bilag 1.
Følgende fremgår af infrastrukturplanen: Forbedring af sikkerhed og tilgængelighed i udvalgte perronovergange. Parterne er enige om at afsætte en pulje på 150 mio. kr. til at forbedre sikkerheden og tilgængelighed i udvalgte perronovergange, herunder bydelsforbindelserne i Haslev og Bjerringbro. Banedanmark vil med puljen igangsætte 14 undersøgelser af de mulige løsninger for hver station med inddragelse af de berørte kommuner og på den baggrund udarbejde konkrete forslag til forligskredsen til udmøntning.
Banedanmarks projekt har overordnet til formål at forbedre sikkerheden ved at fjerne eller reducere antallet af overgange, hvor fodgængere krydser jernbanen i niveau. Viborg Kommune er tidligere blevet præsenteret for en broløsning, hvor Banedanmark finansierer en grundløsning, mens kommunen kan vælge at medfinansiere en bredere bro med trampe.
Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet, at grundløsningen for Bjerringbro Station skal være en nedlæggelse af den sydlige perronovergang, som Banedanmark finansierer. Dette betyder, at det ikke længere vil være muligt at benytte den eksisterende forbindelse ved stationen til at krydse jernbanen. Fodgængere vil i stedet skulle benytte forbindelsen under Brogade for at komme på tværs af byen.
På et møde mellem Banedanmark og Viborg Kommune i januar 2026 blev kommunen for første gang præsenteret for overstående løsning, hvor den sydlige perronovergang nedlægges, og perronovergangen vil hermed miste sin betydning som bydelsforbindelse.
Bjerringbro Station er udvalgt til puljen, fordi perronovergangen har en bydelsforbindende funktion. Den valgte løsning indebærer imidlertid, at denne funktion forsvinder. Viborg Kommune vurderer derfor, at løsningen vil have en bydelsafskærende effekt og reducere tilgængeligheden mellem byens nordlige og sydlige områder.
Forbindelsen ved stationen fungerer i dag som en vigtig lokal forbindelse mellem byens bydele og benyttes blandt andet af elever på Bjerringbro Gymnasium og Bjerringbro Skole samt borgere med daglige ærinder på tværs af byen. Nedlæggelsen af forbindelsen vurderes derfor at svække sammenhængskraften i byen, da den fjerner en eksisterende adgang på tværs af jernbanen.
Samtidig vurderes løsningen ikke at understøtte kommunens planer for den fremtidige byudvikling i Bjerringbro. Dette gælder særligt området ved Martin Bachs Vej, som i
kommuneplanen er udpeget som et område med særligt omdannelsespotentiale og forventes at bidrage til en styrket stationsnær udvikling og fortætning af bymidten. En forringet tilgængelighed på tværs af jernbanen kan begrænse områdets attraktivitet og udviklingsmuligheder.
En alternativ krydsningsmulighed, eksempelvis i form af en stibro, vil kunne fastholde den bydelsforbindende funktion, som er baggrunden for stationens udpegning i Infrastrukturplan 2035, og dermed modvirke de negative konsekvenser af nedlæggelsen af perronovergangen.
Viborg Kommune vurderer på den baggrund, at en alternativ krydsningsmulighed er nødvendig for at opretholde sammenhængskraften i byen og tilgængeligheden på tværs af jernbanen. Kommunen har imidlertid ikke mulighed for at finansiere etableringen af en stibro inden for det eksisterende kommunale budget, hvorfor realisering af en alternativ løsning forudsætter ekstern finansiering.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Banedanmark vurderer, at nedlæggelsen af den sydlige perronovergang koster ca. 6. mio. kr. og anlæg af en ny sideperron og gangbro koster samlet ca. 68. mio. kr.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kilde: Viborg Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet onsdag 16. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.