Spring til indholdet
Aabenraa
Skift kommune
KøbenhavnAabenraaAlle kommuner

Besluttet 2. november, Plan- og Boligudvalget, Aabenraa

Godkendelse af dispensation fra lokalplan til solceller integreret i tegltage

Plan, Teknik & Miljø indstiller, at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 140 § 7.12 til etablering af integrerede solcelleanlæg på tegltage på Vennelystvænget 24 og 26 på de angivne forudsætninger.

Klima og grøntByggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Plan- og Boligudvalget, Aabenraa Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I denne sag lægges der op til, at det godkendes, at der gives dispensation til etablering af
integrerede solceller på tegltage på bygninger i delområde A i det nye endnu ubebyggede
boligområde Vennelystvænget mellem det nordlige Aabenraa by og Løjt Kirkeby.
Området er omfattet af lokalplan nr. 140, som i § 7.12 fastlægger, at solenergianlæg alene må
etableres på tage af tagpap og skifer. Bestemmelsen har til formål at sikre et harmonisk og
ensartet arkitektonisk udtryk i området og indeholder også krav om, at solenergianlæg skal
være antirefleksbehandlede, og at kanten af solpaneler skal have samme farve som panelet,
så solpanelfladen fremstår som en samlet helhed. Desuden skal de integreres i tagfladen på
primære tage (dvs. ikke på kviste o.l.) og placeres, så de udgør ét eller flere samlede
rektangler og er i harmoni med ovenlysvinduer, udluftningshætter og lignende.
Der er modtaget ansøgning om dispensation fra to ansøgere, som begge begrunder ønsket
med, at solceller er nødvendige for at opfylde gældende energikrav til nybyggeri, og at tegltage
foretrækkes af arkitektoniske og vedligeholdelsesmæssige hensyn. De anfører desuden
følgende:
Vennelystvænget 26
Købsaftalen er betinget af, at dispensationen meddeles. Ansøger ønsker et sort, engoberet
tegltag med integrerede solceller placeret på garagebygningens sydvendte tagflade.
Solcelleanlægget etableres som en samlet rektangulær flade og udføres med
antirefleksbehandlede paneler og rammer i samme farve som tagfladen.
Vennelystvænget 24
Der ønskes anvendt flade sorte teglsten med arkitektoniske ligheder til skifertag samt
integrerede solceller på den sydvendte primære tagflade. Solcellepanelerne udføres med
antirefleksbehandling og sorte rammer, så anlægget fremstår som en samlet del af tagfladen.
Ansøger begrunder materialevalget med, at nedsænkede solceller i tagpaptage er
byggeteknisk uhensigtsmæssige og ikke i overensstemmelse med god byggeskik, samt at
tegltag har længere levetid og er lettere at holde fri for mosbelægninger end tagpap og skifer.
Forvaltningen har partshørt projektudvikler Stenbjerg Ejendomme. De har tilkendegivet, at de
er indforstået med, at der i de konkrete samt fremtidige projekter meddeles dispensation, når
følgende forudsætninger og øvrige krav i lokalplanen er opfyldt:

Solcellerne etableres på sorte tagflader, så der opnås en rolig og ensartet
helhedsvirkning mellem tag og solcelleanlæg.

Solcellerne skal integreres i tagfladen, dvs. nedsænkes, så de fremstår nogenlunde i
plan med den generelle tagflade og ikke som et anlæg monteret oven på taget.

Solcellefelter skal som udgangspunkt placeres på tagflader, der vender væk fra den
primære vej, så anlægget bliver mindst muligt dominerende i gadebilledet.

Solceller kan ligeledes accepteres på sekundære tagflader, når disse udføres som sorte
tage, og solcellerne integreres efter samme princip.

Forudsætningerne er efter forvaltningens opfattelse helt i tråd med lokalplanens intention om at
opnå rolige og plane tagflader, hvor solceller kan integreres på en arkitektonisk tilfredsstillende
måde.
Forvaltningen vurderer, at de ansøgte projekter efterlever disse forudsætninger og overholder
lokalplanens øvrige krav.
På den baggrund finder forvaltningen, at der kan meddeles dispensation, idet der særligt er
lagt vægt på, at områdets karakter med afdæmpede materialer og farver kan opretholdes,
selvom solceller etableres på tegltage. Tagene vil ikke fremstå dominerende i området eller
landskabet, men vil få et afdæmpet visuelt udtryk, som ikke tilsidesætter de arkitektoniske
hensyn, som lokalplanen skal varetage.
Forvaltningen vurderer endvidere, at dispensationen ikke tilsidesætter lokalplanens principper
eller formålet om et harmonisk boligområde.

Høring/udtalelse
Dispensationen har ikke været sendt i naboorientering i 14 dage efter planlovens regler, idet
der ikke er andre solgte grunde i området. De resterende grunde er alle ejet af Stenbjerg
Ejendomme, som er partshørt.

Sagen afgøres i
Plan- og Boligudvalget.

Indstilling

Plan, Teknik & Miljø indstiller,
at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 140 § 7.12 til etablering af integrerede
solcelleanlæg på tegltage på Vennelystvænget 24 og 26 på de angivne forudsætninger.

Beslutning

Godkendt.

Kilde: Aabenraa Kommune, Plan- og Boligudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.