Besluttet 2. november, Plan- og Boligudvalget, Aabenraa
Godkendelse af forslag til lokalplan for et boligområde ved Kirkegade, Hjordkær
Plan, Teknik & Miljø indstiller, at forslag til Lokalplan nr. 181 og Forslag til Kommuneplantillæg nr. 3 godkendes og sendes i offentlig høring i seks uger, at der ikke udarbejdes miljøvurdering, og at screeningsafgørelsen offentliggøres sammen med planforslagene, og at der afholdes borgermøde medio december 2026.
Kort fortalt
- Hvem
- Plan- og Boligudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Anbefales godkendt.
Hvad kan du gøre?
- Hold øje med høringen
- Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på aabenraa.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I denne sag lægges der op til en godkendelse af forslag til Lokalplan nr. 181 og et forslag til
Kommuneplantillæg nr. 3 for et boligområde ved Kirkegade, Hjordkær, at forslaget til lokalplan
og kommuneplantillæg sendes i høring i seks uger, og at det godkendes, at der ikke
udarbejdes en miljøvurdering af planerne. Samtidig lægges der op til, at der afholdes et
borgermøde i forbindelse med høringen.
Plan- og Boligudvalget besluttede den 1. juni 2026 at igangsætte udarbejdelsen af en
lokalplan. Det kan oplyses, at byrådet har prioriteret grundkapital til opførelse af boligerne.
Formålet med lokalplanforslaget er at give mulighed for at opføre 19 boliger på ejendommen
Kirkegade 23 i Hjordkær (tidligere børnehave). Området udgør cirka 0,45 ha og ligger centralt i
Hjordkær tæt på skole, hal og indkøbsmuligheder.
Baggrunden for lokalplanen er, at et alment boligselskab ønsker at opføre nye boliger.
Projektet udgør 14 etageboliger og 5 tæt-lave boliger i 2 etager med tilhørende parkerings- og
opholdsarealer. Da der på ejendommen ligger en vandboring tilhørende Hjordkær Vandværk,
og byggeriet ønskes opført inden for det boringsnære beskyttelsesområde til denne og
vandværkets øvrige boringer, har der siden det først indsendte projekt været foretaget en del
justeringer og undersøgelser mv. Der har under processen frem til lokalplanens udarbejdelse
været udarbejdet en grundvandsredegørelse, som stiller en række krav, der skal efterleves i
projektet og den tilhørende vandhåndteringsplan.
Forvaltningen indstiller, at forslag til Lokalplan nr. 181 og forslag til Kommuneplantillæg nr. 3
godkendes og offentliggøres i seks uger, da høringsperioden løber hen over julen.
Screeningsafgørelse
Forslaget til lokalplan og kommuneplantillægget er screenet i henhold til lov om miljøvurdering
af planer og programmer og af konkrete projekter. Forvaltningen vurderer, at der ikke skal
udarbejdes en miljøvurdering. Beslutningen om ikke at udarbejde en miljøvurdering
offentliggøres sammen med planforslagene og kan påklages til Planklagenævnet inden fire
uger fra offentliggørelsen af byrådets afgørelse.
Planmæssige forhold
Området ligger i byzone.
Området er omfattet af rammeområde 2.2.002.B i Kommuneplan 2025 og er udlagt til
boligområde. Den østlige del af området har i tidligere kommuneplaner været udlagt til
centerformål. Der må i området kun opføres åben-lave eller tæt-lave boliger i op til 2 etager og
med en bygningshøjde på maksimalt 8,5 meter. Planlægning for etageboliger er ikke i
overensstemmelse med rammebestemmelserne, idet der derfor er udarbejdet et forslag til
kommuneplantillæg for området, der giver mulighed for etageboliger.
Området er ikke omfattet af en lokalplan eller partiel byplanvedtægt. Forvaltningen har
vurderet, at projektet er lokalplanpligtigt.
Området ligger inden for boringsnært beskyttelsesområde (BNBO), som omgiver Hjordkær
Vandværks vandboringer. Området har en radius på cirka 150 meter, men ligger forskudt mod
nordøst i retning af indvindingsoplandet til boringerne. Normalt tillades der ikke udlæg af nye
boligområder inden for BNBO. Der kan være undtagelser, som f.eks. ved byomdannelse. I
dette tilfælde omdannes en tidligere børnehave i et centerområde til boligformål. Der er
udarbejdet en grundvandsredegørelse, som ligeledes indgår som bilag til
kommuneplantillægget.
Høring/udtalelse
Planforslagene forventes sendt i høring primo december 2026, og forvaltningen indstiller at der
afholdes et borgermøde i Hjordkær medio december 2026.
Sagen afgøres i
Byrådet.
Indstilling
Plan, Teknik & Miljø indstiller,
at forslag til Lokalplan nr. 181 og Forslag til Kommuneplantillæg nr. 3 godkendes og
sendes i offentlig høring i seks uger,
at der ikke udarbejdes miljøvurdering, og at screeningsafgørelsen offentliggøres sammen
med planforslagene, og
at der afholdes borgermøde medio december 2026.
Beslutning
Anbefales godkendt.
Kilde: Aabenraa Kommune, Plan- og Boligudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.