Frederikshavn
Skift kommune
KøbenhavnFrederikshavnAlle kommuner

Besluttet 29. september, Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse, Frederikshavn

Orientering om Jobcenter Frederikshavns service overfor virksomhederne i 2. kvartal 2026

Jobcenter Frederikshavn indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse, Frederikshavn Kommune
Hvornår
Tirsdag 29. september 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Jobcenter Frederikshavn gennemfører 2 gange årligt tilfredshedsmålinger for at få et
validt og objektivt billede af, hvordan virksomhederne vurderer kontakten med
jobcenteret. Tilfredshedsmålingen er baseret på data fra virksomheder som Jobcenter
Frederikshavn har besøgt eller haft telefonisk kontakt til i 2. kvartal 2026. Undersøgelsen
blev sendt til 618 virksomheder. 129 virksomheder svarede på undersøgelsen.
Målingerne udføres af Kommunernes Landsforening (KL) og omfatter en række
parametre, der afdækker virksomhedernes tilfredshed med jobcenteret.
Tilfredshedsmålingerne er betydningsfulde for jobcenteret i arbejdet med at møde
virksomhedernes behov og løbende have blik for, hvor der er potentiale for forbedringer.
Det er vigtigt for jobcenteret at fastholde og forbedre resultaterne ved hele tiden at gøre
sig dygtigere og arbejde med målrettede løsninger for at sikre det gode match mellem
virksomheder og kandidater.
Målingen understøtter også de 5 politisk godkendte pejlemærker, der fungerer som
referencerammer i implementeringen af beskæftigelsesreformen, herunder fokus på et
stærkt samarbejde med virksomhederne samt opkvalificering og uddannelse.
Jobcenter Frederikshavn har siden deltagelsen i undersøgelsen første gang i 2020
opnået en høj tilfredshed blandt virksomhederne:

2020 var tilfredsheden 87 %

2021 var tilfredsheden 82 %

2022 var tilfredsheden 86 %

2023 var tilfredsheden 88 %

2024 var tilfredsheden 90 %

2025 var tilfredsheden 88 %

2026 var tilfredsheden 88 %

Til sammenligning er den samlede tilfredshed på 87 % i de 26 kommuner, der har
deltaget i undersøgelsen i 2. kvartal af 2026.
Et stærkt samarbejde med virksomhederne er afgørende for indsatsen. Det skal være
nemt for virksomhederne at vide, hvor de skal henvende sig og at de oplever, at
jobcenteret yder en god service. I den fremtidige indsats har det fortsat stor betydning at

virksomhederne kan få den hjælp og støtte, som de efterspørger ift. rekruttering,
fastholdelse og opkvalificering ikke mindst løbende dialog om behovet for kommende
arbejdskraft fx til ammunitionsfremstilling og til bygningen af arktiske skibe.
Virksomhedernes vurdering af samarbejdet med Jobcentret er generelt meget positivt.
Særligt kommunikationen med Jobcentret samt forståelsen for virksomhedernes behov
fremhæves som styrker og er de områder, der opnår de højeste tilfredshedsscorer.
88 pct. af virksomhederne tilkendegiver, at de vil anbefale et samarbejde med Jobcentret
til andre virksomheder, hvilket vidner om en høj grad af tillid og tilfredshed med
indsatsen.
I en tid med lav ledighed og stor efterspørgsel på arbejdskraft med faglige kompetencer
angiver 77 pct. af virksomhederne, at de er tilfredse eller meget tilfredse med Jobcentrets
evne til at finde kandidater, der matcher virksomhedens behov. Resultaterne peger
samlet set på, at virksomhederne oplever Jobcentret som en relevant og værdifuld
samarbejdspartner i rekrutteringsindsatsen.
Jobcenter Frederikshavn arbejder både med borgere, der er direkte klar til det ordinære
arbejdsmarked, men også borgere, der kalder på et mere rummeligt arbejdsmarked. Her
er der fokus på at vejlede virksomhederne og borgerne – og skabe et godt match for
begge parter.
Virksomhedsservice arbejder med 3 overordnede områder: rekruttering, opkvalificering
og fastholdelse. Alle 3 områder er vigtige at være opmærksomme på i dialogen med
virksomhederne.

Indstilling

Jobcenter Frederikshavn indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Godkendt.

Bilag

  • 1. KL tilfredshedsundersøgelse 2. kvartal 2026 (DokumentID: 8912681 - EMN-2020-06772)

Kilde: Frederikshavn Kommune, Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.