Besluttet 9. september, Seniorer og Forebyggelse, Frederikssund
Orientering om indmelding og aftag af kostenheder fra MAD til hver DAG
MAD til hver DAG er et fælleskommunalt § 60-selskab, som leverer mad til kommunens omsorgscentre, enkelte botilbud, daghjem og aktivitetscentre, samt hjemmeboende borgere visiteret til madservice.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning.
- Hvem
- Seniorer og Forebyggelse, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Onsdag 9. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Seniorer og Forebyggelse, at:
• Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
MAD til hver DAG er et fælleskommunalt § 60‑selskab, der producerer og leverer mad til plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere, som er visiteret til madservice. Selskabet består af kommunerne Allerød, Halsnæs, Hillerød og Frederikssund. I Frederikssund Kommune leverer MAD til hver DAG mad til kommunens omsorgscentre, enkelte botilbud (Rosenfeldhusene og Lunden) og til borgere i eget hjem, som er visiteret til madservice.
I henhold til leverings- og samarbejdsaftalen med MAD til hver DAG indmelder Frederikssund Kommune årligt det forventede aftag af kostenheder til omsorgscentre og botilbud for det kommende år. Formålet er at give leverandøren et planlægningsgrundlag for produktion, bemanding og råvareindkøb.
Frederikssund Kommune er som udgangspunkt forpligtet til at aftage den indmeldte mængde, dog med mulighed for at reducere aftageforpligtelsen med op til 10 pct. fra år til år. I henhold til leverings- og samarbejdsaftalen skal kommunen betale for minimum 95 procent af omsorgscentrene og botilbuddenes indmeldte kostenheder, også hvis det faktiske aftag er lavere. For madservice til hjemmeboende borgere er der ingen aftageforpligtelse.
I bilag 1 ses en opgørelse over de seneste års indmeldte forventninger til aftag af kostenheder og det faktiske aftag fra Frederikssund Kommune. Omsorgscentrene står for hovedparten af kommunens aftag af kostenheder. Opgørelsen viser, at der gennem perioden 2020-2025 generelt har været en tæt sammenhæng mellem de mængder, som omsorgscentrene har indmeldt, og det efterfølgende forbrug. I de fleste år har forbruget ligget på niveau med eller lidt over de indmeldte mængder, mens forbruget i 2025 lå marginalt under indmeldingen. Samlet viser udviklingen, at omsorgscentrenes indmeldinger i høj grad afspejler det faktiske behov for kostenheder.
For daghjem, aktivitetscentre og botilbud er sammenhængen mellem indmelding og faktisk forbrug mindre stabil end på omsorgscentrene. Der ses gennem perioden både år, hvor forbruget ligger under det indmeldte niveau, og år, hvor forbruget overstiger indmeldingen. Eftersom tilbuddenes indmelding og aftag af kostenheder udgør en mindre del af de samlede kostenheder, har udsvingene imidlertid begrænset betydning for kommunens samlede aftag.
For borgere i eget hjem ses der en større variation mellem de indmeldte mængder og det faktiske forbrug. I 2020 og 2021 oversteg forbruget således indmeldingerne, mens forbruget siden 2022 har ligget under de indmeldte mængder. Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med, at borgere visiteret til madservice har frit valg af leverandør. Kommunen har derfor ikke indflydelse på, hvor mange borgere der vælger MAD til hver DAG som leverandør, og det faktiske forbrug kan derfor afvige fra det forventede behov.
De foreløbige opgørelser for 2026 viser, at kommunens faktiske aftag af kostenheder ligger under den indmeldte mængde. Frederikssund Kommune gjorde allerede i begyndelsen af 2026 MAD til hver DAG opmærksom på, at indmeldingen forventeligt var højere end det faktiske behov. Det hidtidige forbrug har bekræftet denne vurdering, og kommunen har derfor nedjusteret indmeldingen for 2027, så den i højere grad afspejler det forventede forbrug.
MAD til hver DAG har over for Frederikssund Kommune undret sig over, at det faktiske aftag ligger under de indmeldte mængder i 2026, og har efterlyst, at kommunen fremadrettet øger sit aftag, så det svarer til det indmeldte. Det skal imidlertid ses i sammenhæng med, at Frederikssund Kommunes omsorgscentre allerede i dag generelt aftager flere kostenheder fra MAD til hver DAG end plejecentrene i de øvrige ejerkommuner, jf. bilag 1.
Kommunens muligheder for at påvirke aftaget af kostenheder er begrænsede. Kommunens omsorgscentre, botilbud og øvrige tilbud køber ikke alene varer gennem MAD til hver DAG, men er forpligtet til at anvende kommunens øvrige indkøbsaftaler, hvor disse er relevante. Tilbuddene kan derfor ikke frit øge deres indkøb hos MAD til hver DAG. Lederne på kommunens tilbud har desuden ansvar for at sikre en økonomisk ansvarlig drift. Det indebærer, at indkøb af fødevarer tilpasses det aktuelle behov, at madspild begrænses, og at fødevarer indkøbes på den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive måde. Indkøb af fødevarer sker således inden for rammerne af både kommunens kontraktlige forpligtelser og hensynet til en effektiv og økonomisk ansvarlig drift. Kommunen kan således ikke øge aftaget alene med henblik på at nå en tidligere indmeldt forventning, hvis det faktiske behov viser sig at være lavere.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet.
Kommentarer fra Seniorrådet:
Det er tydeligt at læse, hvordan prisstigningerne på Lundbjerggård pr.1.1.2026 har været en afgørende faktor for den faldende aftagning, hvilket kommunen har været så bevidst om, at der er indmeldt 1500 færre måltider i 2026 end i 2025 (se bilag 1).
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Seniorer og Forebyggelse, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 75. Læs den originale sag hos kommunen.